PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | OKT 2020

PROUD! Filmfestival Anbefaler

Dette års CPH:DOXCopenhagen International Documentary Film Festival – står for døren og der bydes på et udvalg af forskellige dokumentarfilm af højeste kvalitet, der alle har et specifikt LGBTQ+-fokus.

PROUD! Filmfestival har kigget igennem herlighederne og kan her byde på vores håndplukkede anbefalinger, hvis man begiver sig til København i næste uge:

Flux

D. 18. – 29. marts på Kunsthal Charlottenborg

Hvad hvis dit køn ændrer sig i mødet med andre mennesker? ‘Flux’ er et tankeeksperiment, et imaginært samfund, hvor kønnene ikke ses som modsætningspar. Alle rummer et flydende spektrum af femininitet og maskulinitet, der ændrer sig fra relation til relation.

Flux er et interaktivt værk, som du har mulighed for at opleve på INTER:ACTIVE-udstillingen på Kunsthal Charlottenborg. Det er åbent hver dag under festivalen fra kl. 11:00 – 21:00 med fri entré.

Link til Flux: Flux

 

Vi slås med sværd

D. 18. marts kl. 21:30 – Charlottenborg Social Cinema + Q&A / D. 20. marts kl. 21:45 – Dagmar + Q&A / D. 29. marts kl. 21:45 – Cinematektet

To unge transkønnede drenge på dannelsesrejse i vildmarken i en film om at finde ind til det urmenneske – og det køn – man hele tiden har været.

Rigtige drenge nøgenbader, slås med sværd og lærer at onanere i fællesskab. Det er i hvert fald sådan de to unge mænd i ‘Vi slås med sværd’ forestiller sig den drengeopvækst, de føler sig snydt for. De er transkønnede og har nu som voksne besluttet sig for at udforske mandlig identitetsdannelse i Nordeuropas sidste vildmark. Med sig har de telt, gasblus og en lidt for klichéfyldt liste over alt det, de skal opleve på en dannelsesrejse, der skal vise sig at sætte deres kærlige venskab på prøve – og tvinge dem ud i en moderne eksistenskamp midt i den natur, de ellers altid har følt sig forrådt af.

Link til Vi slås med sværd: Vi slås med sværd

 

Welcome to Chechnya

D. 19. marts kl. 14:15 – Palads / D. 20. marts kl. 21:00 – Palads / D. 24. marts kl. 16:30 – Grand Teatret + Debat / D. 26. marts kl. 17:00 – Empire

I Tjetjenien risikerer et hemmeligt netværk af LGBTQ+-aktivister deres liv i kampen mod ekstrem undertrykkelse.

Intolerancen og et regeringsstøttet korstog mod homoseksuelle og LGBTQ+-personer i de russiske republikker har i Tjetjenien nået et niveau, hvor fængsling, tortur og drab nu er normen. Men med livet som indsats kæmper et vidtstrakt, hemmeligt netværk af aktivister i skyggerne mod landets tyranniske leder Ramzan Kadyrov og hans regime. Med gensidig tillid og uhindret adgang til de anonymiserede aktivister har den Oscar-nominerede instruktør David France skabt en mavepuster af en film, der på et uhyrligt og for mange ukendt grundlag fortæller en øjeblikkeligt fængende og dybt oprivende historie, som alle bør kende.

Link til Welcome to Chechnya: Welcome to Chechnya

 

Cunningham

D. 19. marts kl. 19:15 – Cinemateket / D. 21. marts kl. 12:30 – Empire / D. 27. marts kl. 18:30 – Big Bio Nordhavn

Et af de største og mest nyskabende navne indenfor moderne dans har endelig fået den film, han fortjener – endda i kunstnerisk gennemført 3D.

Den homoseksuelle koreograf Merce Cunningham fornyede moderne dans. Som danser og koreograf over en aktiv periode på mere end 50 år kan hans indflydelse ikke overvurderes. Instruktøren Alla Kovgan har samlet de sidste medlemmer af det originale Merce Cunningham Dance Company for at opføre et udvalg af hans skelsættende værker fra 1942 til 1972 på en række usædvanlige locations. De svimlende smukke performances er smukt foreviget i 3D, hvor man kommer tættere på Cunninghams vision end nogensinde før. Imellem værkerne oplever vi mesteren selv i aktion – både som danser og i sjældne interviews.

Link til Cunningham: Cunningham

 

Prelle – Lytter til mig selv

D. 20. marts kl. 20:00 – Aveny-T / D. 21. marts kl. 18:00 – Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus / D. 23. marts kl. 22:00 – Empire Bio + Q&A / D. 29. marts kl. 20:00 – Empire Bio

Rå realisme, musikvideo og magiske momenter mødes i en eksplosiv cocktail i filmen om rapperen Rikke Prelle.

For Rikke Prelle er musikken det sted, hvor hun kan udtrykke sig på sin egen måde, uanset hvad omverdenen forventer af hende. Prelle udfordrer normerne og er vant til altid at gøre, som hun vil. Men samtidig bliver hun fanget mellem sine egne drømme, omverdenens forventninger og de hårde realiteter. Den debuterende instruktør Anita Beikpour har derfor blandet formerne for at kunne tegne et fuldt portræt af den unge rapper og mønsterbryders liv. Musikvideo, fiktion og rå realisme indgår side om side i en filmisk fortælling om en rebels indre og ydre kampe.

Link til Prelle – Lytter til mig selv: Prelle – Lytter til mig selv

 

You Don’t Nomi

D. 20. marts kl. 21:00 – Cinemateket / D. 23. marts kl. 17:00 – Vester Vov Vov / D. 24. marts kl. 21:30 – Palads / D. 28. marts kl. 22: 15 – Empire

Verdens dårligste film eller et ufrivilligt mesterværk? Paul Verhoevens kulthit ‘Showgirls’ holder aldrig op med at provokere.

Ved premieren i 1995 blev ‘Showgirls’ udskældt som den dårligste film nogensinde. I dag har Paul Verhoevens notoriske flop om strippere i Las Vegas fået kultstatus. Men er den faktisk et ufrivilligt mesterværk? Popkultur er også politik, og med ‘Showgirls’ som det ultimative centrum for samtalen bliver alt fra kønskamp til kulturkritik vendt på hovedet, når de skarpeste kritikere her trækker fronterne op i et visuelt essay, der udelukkende består af klip fra hele Verhoevens livsværk. Med sin blanding af ekstrem kynisme og vulgær excess (cc: Donald Trump) er tiden måske endelig blevet moden til ‘Showgirls’.

Link til You Don’t Nomi: You Don’t Nomi

 

Disclosure

D. 21. marts kl. 17:15 – Empire Bio + Q&A / D. 23. marts kl. 19:00 – Vester Vov Vov / D. 25. marts kl. 17:15 – Empire Bio

Hollywood til revision. En medrivende gennemgang af transpersoners liv på film og tv med blandt andre Laverne Cox og stjernerne fra ‘Pose’ og ‘The L Word’.

Popkultur er mere end bare underholdning, og i disse år er bevidstheden om, hvordan film og tv fremstiller minoriteter, selv slået igennem i den bredere kultur. Popkultur er blevet politisk. ‘Disclosure’ ser på de transkønnedes særlige historie på film og tv med nye øjne, fortalt af Laverne Cox fra Netflix-serien ‘Orange Is the New Black’. Fra ‘Dog Day Afternoon’ til ‘Ace Ventura’, og fra ‘The L Word’ til ‘Pose’ – aktivister, tænkere og skuespillere, der alle identificerer sig som trans-personer, giver et skarpt og højaktuelt bud på, hvordan historien skal genskrives for at rumme virkelighedens komplekse diversitet.

Link til Disclosure: Disclosure

 

Forestillinger om min far + Sidste øjeblikke + Barnepigerne

D. 21. marts kl. 18:30 – Aveny-T + Q&A / D. 23. marts kl. 17:00 – Charlottenborg Mezzaninen / D. 27. marts kl. 14:00 – Cinematektet

Tre korte danske film om tab, håb og kærlighed. Kreative rekonstruktioner møder rå realisme i personlige fortællinger om at komme videre.

I Victoria Franckers Sidste Øjeblikke følger vi to unge kvinder: Juli og Las’ forhold er ved at være slut. Vi følger den sidste tid i en ung kærlighed, som det ene øjeblik er stærk, det næste skrøbelig. Det ene øjeblik fyldt med kys og glade sommerdage på rulleskøjter, det næste præget af splittelse og søvnløse nætter. Victoria Franckers film giver et intimt indblik i parforholdets mest sårbare sider. De to unge piger ville så gerne have det perfekte forhold, men er fyldt med usikkerhed og uopnåelige forventninger til, hvordan et sådant bør være. Francker integrerer pigernes egne personlige optagelser fra tiden sammen i sin både nærværende og sårbare film.

Link til Sidste Øjeblikke: Sidste Øjeblikke

 

Oliver Sacks: His Own Life

D. 22. marts kl. 14:00 – Charlottenborg Social Cinema + Debat / D. 24. marts kl. 18:30 – Charlottenborg Mezzaninen / D. 26. marts kl. 14:15 – Palads

Han viede sit liv til at forstå den menneskelige hjerne. Nu kan vi selv opleve den dybt sympatiske neurolog og bestseller-forfatter Oliver Sacks’ indre liv.

‘Oliver Sacks: His Own Life’ er historien om den legendariske neurolog, forfatter og forsker, som aldrig ville være bare én af delene. Inden sin død i 2015 stillede Sacks sammen med venner, kolleger og tidligere patienter op til interview om et liv præget af grænseløs nysgerrighed og videnskabelige gennembrud – men også om hans kampe med homofobi, depression og afhængighed. Man ikke andet end at blive fascineret af Sacks og hans enestående evne til at observere og beskrive det menneskelige sind, som har været med til at redefinere vores forståelse af hjernen og hvad det vil sige at være menneske.

Link til Oliver Sacks: His Own Life: Oliver Sacks: His Own Life

 

Mon amour

D. 23. marts kl. 18:00 – Cinematektet + Q&A / D. 27. marts kl. 12:00 – Dagmar / D. 29. marts kl. 16:30 – Vester Vov Vov

Instruktørens eksistentielle rejse gennem Sibirien efter sin kærestes død. Mageløst smukke billeder og uforglemmelige møder i en mørk og romantisk kombination.

I sorg over sin kæreste Frédérics død af en overdosis drager den franske filmskaber David Teboul til Sibirien på en rituel rejse. Herude under himmelens enorme kuppel finder han et frirum til at vikle sine tanker ud igen. Og i landsbyerne viser både unge og gamle sig uventet parat til at besvare hans invitation til at tale om en begivenhed, der ændrede deres tilværelse. Livet, døden, kærligheden og eksistensen. ‘Mon amour’ forener det fineste fra fransk og russisk litteratur i en filosofisk og ikke mindst uhyre cinematisk totalitet, der har rødder i 1800-tallets mørke, romantiske tradition.

Link til Mon amour: Mon amour

 

Little Girl

D. 24. marts kl. 18:30 – Big Bio Nordhavn + Debat / D. 27. marts kl. 17:30 – Empire Bio

Otteårige Sasha er født som dreng, men vil gerne være den lille pige, hun altid har følt sig som. Hendes forældre tager opgaven på sig over for omverdenen.

Sasha er en fransk pige, der holder af ballet, at lege med sine søskende og at prøve sine farverige kjoler. Men ifølge sit CPR-nummer er Sasha ikke en pige, men en dreng. ‘Little Girl’ er en film, man ikke går urørt fra, og som med ømhed og ærlighed skildrer et ungt, transkønnet liv og ikke mindst hvordan man er forældre til et barn, der bare så frygtelig gerne vil være den lille pige, hun altid har følt sig som. Med hjælp og råd fra eksperter påtager Sashas mor sig sit livs opgave: At kæmpe for at samfundet kan give plads til Sasha, der til gengæld kan være sig selv, præcis som hun er.

Link til Little Girl: Little Girl