PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

3
apr

Når virkeligheden er for tæt på

FILMANMELDELSE: House of Boys
London Lesbian and Gay Film Festival

Vi er i Amsterdam, året er 1984 og vores hovedperson, ungbøssen Frank, er stukket af hjemmefra. Hans nye hjem bliver tilfældigvis go-go-baren House of Boys, hvor den fallerede – men velhavende og glamourøse – Madame styrer showet. Frank er en flot fyr, som tilmed kan vrikke med numsen, og knægten bliver hurtigt det nye hit på House of Boys.

Her bor også en flok andre unge fyre, og pigefnidder kan selvfølgelig ikke undgås. Særligt ikke, da Frank forelsker sig i den lækre Jake, som vist nok er hetero. House of Boys er bygget på en sand historie, og stemningen i British Film Institute var da også temmelig andægtig. Ikke mindst, da det uundgåelige 80er-emne AIDS viste sit triste fjæs. Der var helt sikkert bekendte til instruktøren og/eller hovedpersonerne tilstede i biografen.

Det er interessant at se så unge fyre være påvirket af AIDS. Det giver tyngde til historien, fordi det sorgløse eventyr med sex, stoffer og penge ikke varer evigt, men derimod pludselig får konsekvenser, der tvinger Frank til at blive voksen. Selvom møgsygdommen for længst har kunnet fejre 25 års jubilæum her i verden, er film om AIDS fortsat uhyre vigtige.

House of Boys er seværdig, men det skal også siges, at den lugter lidt hjemmelavet. Der er en vrimmel af småhistorier og detaljer, som aldrig bliver foldet ud, brugt til noget eller fører hovedpersonen Frank videre. Jeg sidder forvirret tilbage, når Franks far spørger til et sexklistermærke i bagruden af hans bil, og vi i den næste scene ser sønnen stikke af hjemmefra. Var det så slemt derhjemme? Jeg så det ikke. Overgangene mangler strømlining og logik, jeg bliver ikke taget i hånden, og instruktørens indforståethed er ret irriterende.

Det føles nemlig som om, at han for alt i verden vil fortælle Franks historie, som den virkelig var. Ingen detaljer eller bipersoner kan åbenbart udelades, og det giver et filmisk rod, som ender med at forstyrre budskabet. Det er uden tvivl en rørende oplevelse for dem, der kendte Frank og co., men for mig som biografgænger er det frustrerende.

En anden ting er, at filmmagerne med al tydelighed brændte mest for den sidste halvdel af ‘House of Boys’, hvor sygdom og død melder sig. Problemet er bare, at jeg ikke når at tro på den kærlighedshistorie og de relationer, der udvikler sig igennem første halvdel, og som naturligt nok er meget afgørende for at kunne leve sig ind, hvad de unge go-go-dansere gennemgår.

Derfor: Se den, men hvil trygt i troen på, at det ikke er dig, der er langsom. Det er bare filmen, der er lidt hurtig på aftrækkeren, hvis du bliver sat af.

3 af 5
[product id=”5389″]