PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

1
dec

Velbehandlede HIV-smittede lever lige så længe som andre

Illustration: Jakob Wedendahl

Er du blevet tjekket for nylig?
Hvis ikke, så er det bare om at komme afsted. Læs mere om hvordan, hvor og hvornår du nemmest bliver tjekket her

Forskere, der har fulgt danske HIV-patienter i over 15 år kan nu se, at patienterne har udsigt til at leve lige så længe som andre danskere, hvis de tager deres medicin.

“Jeg har indtryk af, at patienterne ofte stiller sig selv spørgsmålet: ‘Hvordan går det mig på den lange bane, dør jeg om fem år, tager min hjerne skade af sygdommen, bliver mit hjerte sygt’?,” siger professor Niels Obel fra Københavns Universitet og Rigshospitalet og tilføjer: “Vi er heldigvis gode til at svare på den slags spørgsmål i Danmark, fordi vi registrerer overordentlig mange data, som kan belyse langtidseffekterne af sygdom. Det gælder i høj grad også for de danske HIV-patienter. Og det er jo glædeligt at kunne fortælle dem, at det går rigtigt godt.”

Professor Niels Obel leder studiet Den Danske HIV Kohorte, som danner grundlaget for de nye resultater.

HIV-smittede kommer hurtigere i behandling
Det danske sundhedsvæsen giver via den grundige registrering forskere en enestående mulighed for at følge særlige patientgrupper gennem længere tid. Den danske HIV-kohorte følger for eksempel alle de danske og grønlandske HIV-positive patienter. Det gælder både børn og voksne, der blot én gang har været i kontakt med et behandlingscenter fra 1995 og frem til i dag.

Professor Niels Obel og kollegerne udgiver én gang om året en rapport om HIV-kohortens tilstand. I 2011-udgaven kan man blandt andet se, at det stadig er langt flere mænd end kvinder, der bliver nysmittet med HIV (76 procent – 24 procent), at de hyppigste smitteveje fortsat er heteroseksuel (46 procent) og homoseksuel (44 procent) kontakt, og at folk i dag også er mindre syge, når de får stillet diagnosen (har højere CD4-tal).

“Det skyldes nok, at ny-smittede går tidligere til lægen, og derfor får stillet diagnosen tidligere i forløbet end før,” siger Niels Obel.

En HIV-infektion er kronisk. Vi har efter næsten 30 år stadig hverken vaccine eller en kur, der kan kurere HIV-patienterne, da HIV hele tiden skifter udseende og lægger sig ind i vores DNA, hvor vi ikke kan nå det med medicin. Derfor betyder en HIV-positiv-diagnose, at patienten skal i behandling og tage medicin resten af livet. Men sker det, viser de nye tal, at hverken medicin eller sygdommen længere påvirker den forventede levetid hos de velbehandlede patienter.

Hør Niels Obels tiltrædelsesforelæsning
Den 9. december holder professor Niels Obel tiltrædelsesforelæsning på Rigshospitalet, hvor han vil fortælle et bredt publikum om Den Danske HIV Kohorte. Niels Obel håber, at også HIV-patienter og deres pårørende vil komme og høre om de nye resultater.

Er du blevet tjekket for nylig?
Hvis ikke, så er det bare om at komme afsted.
Læs mere om hvordan, hvor og hvornår du nemmest bliver tjekket her