PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

10
feb

Vagina er ikke alt

FILMANMELDELSE: Vulva 3.0
Berlinalen 2014

“Meget amerikansk, men smuk”. Med dette statement indledes den tyske dokumentar Vulva af Ulrike Zimmermann og Claudia Richarz, efter en særdeles tilfreds patient har fået indsprøjtet passende fyld i sine ydre kønslæber og resultatet vurderes af den kvindelige skønhedskirug. Sådan. Ingen grund til en lang ligegyldig videnskabelig indledning og forklaring.

Den følger dog senere. Lige bortset fra, at det altså aldrig bliver kedeligt. Man introduceres løbende for et utal af vulva-eksperter; gynækologen, sex-eksperten, seksualpædagogen, skolelederen, plastikkirugen, administratoren af censur af harmfulde medier for unge(!), fotografen osv. Alle har de en mening eller viden om de kvindelige kønsorganer. Samtidigt gives der et rigtigt godt indblik i historien om den manglende eller ufyldestgørende videnskab om samme. Det er især interessant, at der findes tegninger og korrekte beskrivelser af hele klitoris fra det 17. århundrede, men at den viden nærmest forsvandt i det 20. århundrede, hvor klitoris pludselig reduceredes til en lille knop. Først i 1998 “genopdagede” den australske urolog, Helen O‘Conell klitoris i hele sin form, internt og eksternt.

Mellem de forskellige spændende udsagn og informationer får man mulighed for at dvæle ved tegninger og fotos af vulvaer akkompagneret af klavermusik. Jeg måtte til min store overraskelse, tage mig selv i flere gange at blive helt rørt! Filmen igennem er humor og alvor rigtigt fint flettet sammen. Man skiftevis krummer tær og synker en klump i halsen, når temaet omskæring debatteres. Og man trækker på smilebåndet når fotografen, der hyppigt photoshopper kønslæberne væk fra sine fotos (så de fremstår mere “normale”) tilfreds påstår, at hans partner heldigvis ikke har sådan nogle læber, der hænger nedenfor …

Ulrike Zimmermann og Claudia Richarz har helt specifikt  valgt ikke at fokusere særlig meget på selve den kvindelige orgasme for eksempel nævnes ejakulation slet ikke. Men det ændrer imidlertid ikke på kvaliteten og informationsniveauet. Først og fremmest må vi lære at se vulvaen i øjnene. Nyde synet af “ansigtet i skødet”, som skolelederen så fint formulerer det. Mange kvinder kan nemlig slet ikke overskue at se på deres egen vulva. De er flove eller utilfredse og finder det ligefrem ækelt at se på andre kvinders kønslæber. Man møder for sjældent en kvinde, der med stolthed i stemmen proklamerer, at hendes kusse egentligt er meget flot. Derimod er det ikke en sjældenhed, at mænd udtrykker tilfredshed med deres penis. I Vulva er fokus lagt på den naturlige skønhed paradokset i, at denne fra samfundets side ofte ikke er skøn nok og derfor må retoucheres på den ene eller anden måde.

Vulva er en utroligt vellykket dokumentar. Den informerer og berører sideløbende fra start til slut. Det er på tide at vi lærer, at vagina ikke er det hele. Det er på tide, vi lærer at værdsætte vores vulva.

5 af 5