PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

16
feb

Tyrkisk drama giver fordommene en lussing

FILMANMELDELSE: Kuma
Berlinalen 2012

Det kunne så let have været endnu en film om de klichéfyldte, vestlige fordomme mod tyrkiske proviensielle familiestrukturer. Men i Kuma får instruktøren Umut Dag vendt op og ned på forestillingerne.

“Familiens overhoved”, faren, mister her sin patriarkalske betydning. Filmen fastslår med syvtømmersøm, at familien som institution intet er, kun et uundgåeligt synkende skib, hvis ikke en matriark navigerer det sikkert i havn.

Det er ikke faren, der ønsker at gifte sig igen, da han og den øvrige familie indser, at moren er syg. Muligvis døende af kræft. Han evner simpelthen ikke at træffe så store, fundamentale beslutninger og ser blot passivt til. Moren Fatma – åh, så formiddabelt sympatisk spillet af Nihal Koldas – arrangerer derfor, at den unge Ayse fra en fjern tyrkisk landsby skal medbringes som andenkone til Wien, hvor familen bor.

Ayse modtages af børnene med alt andet end åbne arme, de har forståeligt nok intet ønske om en reservemor. Det bliver derfor Fatma alene, der påtager sig at integrere Ayse i familien og bekymre sig om hendes ve og vel, hvilket i høj grad kommer til at fremstå mere som et mor-datter forhold end et samarbejde mellem kone et og to.

Kuma balancerer flere gange mellem alvor og trækken på smilebåndet. Som da vi først erfarer, at moren i virkeligheden er alvorligt syg, og at bruden Ayse er tiltænkt hendes mand og ikke sønnen. Eller da Ayse afsløres midt i et knald med kollegaen og kontant afstraffes af Fatmas hånd. Man overraskes konstant, alvoren lurer sikkert om hjørnet, og biograflatteren forstummer med ét.

Det har været vigtigt for Umut Dag at lave en film centreret om kvinder. De heteronorme sterotype manderoller har han skubbet langt i baggrunden. Selv sønnen, der spiller en større rolle, passer ikke ind i disse normer. Filmen holdes varigt oppe af de stærke kvindelige hovedroller, og de gør det fænomenalt.

4af5_web

[product id=”13058″]