PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

5
dec

Smuk fortælling om klassisk pianist i skabet

BOGANMELDELSE:
Jan Brokken – I Digterens Hus

Af Ina Frandsen

Den unge pianist Youri Egorov flygter i 1980’erne fra det daværende Sovjetunionen til Vesten, fordi han frygter forfølgelse på grund af sin homoseksualitet. Romanen er bygget på virkelige hændelser og følger hans karriere i Vesten – set gennem vennens øjne. Vennen er den hollandske journalist og forfatter Jan Brokken.

Romanen stiller spørgsmål som; Hvordan er det at leve i eksil? Findes der en speciel russisk sjæl? Hvordan er en klassisk pianists liv? Hvad var der inde i Youri, som gjorde ham så rastløs, at han måtte ud i natten til nye elskere, stoffer og sprut, samtidig med at han skulle holde fingrene adrætte til et edderspændt hårdt
koncertprogram?

Kender man ikke Youri Egorov i forvejen, så glemmer man ham ikke efter denne bog. Har man et beskedent indblik i klassiske pianisters liv, så føler man sig pludselig i besiddelse af en stor viden og forståelse for det.

Det er forrygende som Jan Brokken sammenfletter Youris og sit eget liv ind i den store russiske sjæl og eksilet, og sammenholder det med det hollandske og vestlige gemyt. Der hvor Brokkens lyriske sjæl kommer til kort, bruger han behændigt russiske digtere som Anna Akhmatova og Vladimir Nabokov. Det giver bogen den russiske nerve, som også gennemsyrer Youri på godt og ondt.

Uanset hvor mange russiske forfattere og legender man kender til, kan den russiske sjæl stadig være en gåde. Derfor er det fascinerende at følge Jan Brokkens søgen og bud på det særegne i det russiske folkefærd og i Youri. Samtidig krydrer Brokken med historiske anekdoter, (som da den russiske sangerinde, Maria Judina, nægter at modtage tyvetusind rubel af Stalin), der bliver flotte genspejlinger af samtalerne og venskabet mellem Youri og Jan.

Jan Brokken giver læseren så meget af sig selv og sin kærlighed til vennen, at det er dybt rørende uden at være patetisk og påklistret. Man kommer vidt omkring i hele vennekredsen af bøsser, kunstnere og klassiske musikere i 80’ernes Amsterdam, og ikke mindst får man en god fornemmelse af livet dengang, hvor AIDS kom ind i verden og tog Youri med sig.

Det er på alle måder en smuk og spændende bog.

Jan Brokkens I Digterens Hus kan købes her