PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

15
apr

Smagløs tur på kærlighedpaletten

BOGANMELDELSE: Adam & Evan – historier fra paradis
Forfatter: K. Marthedal

Adam & Evan – historier fra paradis er en samling af ni noveller, der alle handler om kærlighed mellem mænd. Fra spirende, snublende nyforelskelse til dyb intimitet mellem gamle elskende; fra kærlighed i og udenfor skabet til forsigtig afprøvende homoseksualitet. Ja, you name it – vi kommer hele kærlighedspaletten rundt.

På tværs af miljøer så forskellige som fodboldbaner, krigszoner, teaterscener, sandkasser og bøgeskove følger vi med på sidelinjen, når mænd i alle aldre og afskygninger tager favntag med homoseksuel kærlighed og forsøger at finde sig selv og sin seksualitet i en verden, hvor det kræver sit at gøre op med normen om konformitet.

Og det er sødt, rigtig sødt. Med fare for at gentage en af novellesamlingens mange, kantløse klicheer er man som læser to skridt fra at få et ”sukkerchok”, så snart det første blad vendes. Pladderromantikken springer nærmest forulempende ud af siderne, og på trods af, at svære personlige kampe ulmer lige under overfladen, bliver det desværre ved det.

Eksempelvis foranlediges man fejlagtigt til at tro, at en eller anden farveløs hovedperson tillægger sig en ny hobby – men nej, ”om at udvide sin horisont” handler om, hvordan mænd ganske uproblematisk kommer på heteroafvænning og springer i armene på bøsse-forførere, så de sammen kan leve lykkeligt til deres dagens ende. Det er overfladisk, og det er utroværdigt.

Når det så er sagt, så er novellesamlingen skrevet i et lettilgængeligt og flydende sprog, og historierne bindes sammen af en klar rød tråd. Om end det er uoriginalt, er enkelte af novellerne læseværdige, og trænger man til uforpligtende og let underholdning, er Adam & Evan ikke noget dårligt bud.

Læs bogen, hvis Danielle Steel er din faste følgesvend på dasende strandture.

1af5_web