PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

12
feb

Seksualforsker: Drop kassetænkningen

5 HURTIGE. Seksualforskeren Christian Graugaard er ikke fan af »spring ud«-metaforen, uagtet om det drejer sig om ung eller gammel. Drop kassetænkningen. Følelser og seksualitet er frie, flydende størrelser fra vi fødes til vi får jord mellem tæerne.

 

Hvorfor ved nogle allerede i barndommen, at de er homoseksuelle, mens andre først indser det midt i et ægteskab med tre børn og carport?

»Jeg tror hverken, at nogle “ved” eller “indser” noget som helst. Jeg tror, at vi som mennesker føler os frem. Vi har allesammen et livsprojekt og må hele tiden opfinde og genopfinde os selv, også som seksuelle væsener.

Så jeg vil svare ved at svare udenom, fordi det andet spor stort set altid leder til fordummende former for biologisme og en ligegyldig konstatering af, at homoseksualitetens hardware måske/måske ikke er grundlagt meget tidligt i livet.

Hvorfor ved nogle allerede i barndommen, at de kan lide candyfloss, mens andre først finder ud af det på plejehjemmet? Fordi vi er nysgerrige og udforsker vores smagsregister livet igennem. Og fordi ethvert menneskes livsverden er unik.«

Kan man springe ud som homo- bi- eller transseksuel FOR tidligt i livet?

»Igen: Jeg er generelt skeptisk overfor “springe ud”-metaforen. Jeg anerkender fuldstændigt, at det for den enkelte kan have en positiv funktion at erklære sig som noget særligt – det vil jeg selvfølgelig slås for enhvers ret til at gøre. Men omvendt mener jeg, at man bør være meget påpasselig med en alt for kategorisk udsprings-retorik. For mig et ”spring” alt for endegyldigt, alt for enten-eller, sandt-falsk. Og jeg kan ikke lide tanken om, at man nødvendigvis SKAL bekende kulør for at være et ”rigtigt” seksuelt menneske.

Hos Sex & Samfund rådgiver vi generelt folk til ikke nødvendigvis at se det her som en endegyldig beslutning. Eksperimentér, se hvad du synes er skægt, find ud af, hvilken historie du har lyst til at fortælle om dig selv. Hvis du har det bedst som homo, fint nok. Hvis du er i tvivl, fint nok. Hvis du bare er til det hele, fint nok.

Men for at vende tilbage til dit spørgsmål: Man kan ikke være nysgerrig og undersøgende FOR tidligt i livet. Det er helt sikkert.«

Er der grund til at tro, at homoseksuelle ældre oftere føler sig isoleret end heteroseksuelle ældre gør?
Læs Christian Gaugaards svar på dette spørgsmål samt to mere om homoseksualitet og alder her

CHRISTIAN GRAUGAARD

– Debattør, digter, kulturkritiker, forfatter og ikke mindst læge og seksualforsker
– Ekstern lektor i sexologi ved Københavns Universitet
– Siden 2003 formand for Sex & Samfund