PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

13
jan

Se queermonolog fra Broadway i København

af Dea Daily

Der er 35 roller i forestillingen Jeg er min egen kone. Men gæstestykket fra Aalborg Teater, som du fra i aften kan opleve i Riddersalen på Frederiksberg, har bare ét navn på rollelisten. Jakob Højlev Jørgensen.

“Det er en krævende forestilling på mange områder. Det første år, vi satte den op, havde jeg en maratonfornemmelse: Gad vide, om jeg kan det her? Efterfølgende er vi kommet mere ovenpå. Men det har hver gang været en historie, jeg har nydt at fortælle. Det er et hjertebarn for mig,” siger han til PROUD! forud for premieren 11. januar.

Skuespilleren er primært engageret ved Aalborg Teater, hvor han første gang spillede bøssen og transvestitten Charlotte von Mahlsdorf og de 34 andre karakterer i Jeg er min egen kone. Stykket er oprindeligt opsat på Broadway i New York, men sidenhen oversat til dansk af skuespilleren selv. Det er en styrke, når Højlev Jørgensen igennem to timer skal have en dialog med sig selv.

“Hovedfiguren er en østtysk transvestit, som render rundt i sort kjole med perlekæde og et tørklæde om hovedet. Det er et grundkostume. Så når jeg pludselig er nazikommandant eller Stasi-betjent, står jeg også i kjole, men skifter stemme og blikretning. Det skulle ikke være svært for tilskueren at finde rundt i,” er hans erfaring.

Jeg er min egen kone bygger på dramatikeren Dough Wrights interviews med Lothar Berfelde (1928-2002) der levede som kvinde både under nazismen og den senere Stasiovervågning i DDR. Det. Gjorde. Man. Bare. Ikke. Men Lothar Berfelde i form af Charlotte von Mahlsdorf gjorde.

“Jeg synes, historien er rigtig god. Jeg er imponeret over, at hun faktisk i under 2. Verdenskrig har gået rundt i kjole og nær blev henrettet af nazisterne. Vi kender allesammen følelsen af at være udenfor, men det her er ekstreme vilkår at leve under. Hun tog nogle kampe og betalte også for dem, og det synes jeg, der er en stor inspiration i – præcis i forhold til homoseksualitet i dag, hvor det godt nok er sjældent at se to mænd holde hinanden i hånden på Strøget,” siger Jakob Højlev Jørgensen.

Han er ofte blevet spurgt om, hvad hende Charlotte er for én. Transkønnet? Transvestit? Provokatør? Til det er svaret, at vi kan se hende meget bredere og som en fri fugl i bur. Virkelighedens von Mahlsdorf var biologisk set mand, elskede mænd og holdt af at ligne en kvinde, men havde ikke noget ønske om at VÆRE kvinde.

Jeg er min egen kone behandler også store moralske emner, da Charlotte von Mahlsdorf blev beskyldt for at have informeret Stasi og endte sine dage i ensomt, svensk eksil.

“Som skuespiller kan jeg kun prøve at stå inde for hende, der findes ingen facit. Men hun har selv udtalt, at hendes prioritering i livet var sit museum, sin samling af møbler og dernæst mænd. Det er ret voldsomt, men sådan har hun faktisk levet, så hun er hverken en helt på piedestal eller en ond skurk,” lyder det fra skuespilleren.

Gæstespillet på Jytte Abildstrøms teater, Riddersalen, kan opleves 11.-27. januar, billetter kan købes her