PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

26
mar

Sæbeoperette med hjertet på rette sted

FILMANMELDELSE: Tru Love
BFI Flare

37-årige Tru har lovet at hænge lidt ud med Alice, mens hendes veninde, Suzanne, har travlt med sin advokatkarriere. Alice er Suzannes smukke, 60-årige mor, som blev enke året forinden. Mor og datter har dog endnu ikke talt ud – hverken om farens død eller deres indbyrdes relationer. Til alles overraskelse er der kemi mellem Alice og Tru og mens deres relation udvikler sig, bliver Suzanne både urolig og jaloux; Tru er berygtet for at knuse kvindehjerter og Suzanne er ikke selv afklaret omkring sin og Trus ene nat sammen. Meget skal tales igennem og indrømmes, før de tre kvinder kan finde fred og forsoning.

Tru Love er en klassisk historie om at opleve og fastholde ægte kærlighed; såvel den store romantiske kærlighed som den platoniske. Med et eviggyldigt tema er det canadiske drama både romantisk og rørende i glimt, mens de tre kvinder lærer hinanden og sig selv at kende. Det er forfriskende, at der er stor aldersforskel på Tru og Alice, og det er Suzanne der fremstilles som gammeldags, når hun problematiserer deres spirende forelskelse.

Der går desværre lidt for ofte Hallmark-drama i den, fordi dialogen er så rørstrømsk. Det er svært at leve sig helt ind i de to kvinders kærlighed, når romancen drives frem af replikker som ”I love French culture, they make art out of life!” og ”I am intoxicated with life!”. Det er at gå lige til kvalmegrænsen (Og derfor noget af en tilsnigelse at ville skabe navneassociationer til forfatterlegenden Gertrude (Tru) Stein og Alice B. Toklas’ sagnomspundne forhold.). Især Alice er nærmest Susse Woldsk teatralsk i sin tydelige diktion og damede mimik og det går udover troværdigheden.

Det unægteligt opbyggelige budskab er, at vi alle en gang imellem må tilbage på livets skolebænk og have en lektion i kærlighed og tilgivelse. Det bliver skåret ud i pap, men hvis man er i det romantiske hjørne og trænger til en hyggetuder, kan Tru Love skylles ned med rødvin og/eller varm kakao.

2 af 5