Prey for Rock & Roll er baseret på et selvbiografisk skuespil af Cheri Lovedog, der også har skrevet det meste af filmens musik. Jeg ved ikke et klap om, hvordan rock-branchen hænger sammen. Men det virker absolut plausibelt, at man som frontkvinde i et all-woman rockband skal være stædig, masochistisk og en lille smule crazy for overhovedet at gøre forsøget på at opnå anerkendelse.
Bound-stjernen Gina Gershon bærer hele dette portræt af en mandchauvinistisk og narcissistisk branche på sine skuldre. Hun spiller den biseksuelle tatovør Jacki, som sammen med bandet Clam Daddy i en mindre evighed har givet den gas for håndører på lokale spillesteder. De mange år i modvind har hærdet forsangerinden, der snart fylder 40, og gennemsyret af bitterhed overvejer hun at lægge mikrofonen på hylden.
Rollen som Jacki er som skræddersyet til Gershons rå og boyish attitude. Hun flankeres af sin bassist, den narko-hærgede Tracy, og parret Faith og Sally, der spiller henholdsvis guitar og trommer. Birollerne er leveret hæderligt, dog uden at være prangende.
Filmens plot fænger og drukner lige akkurat ikke i den ellers voldsomme mængde melodramatik. Prey for Rock & Roll formår at sætte Los Angeles’ barske musikmiljø på spidsen og vende et par karakterer på hovedet. Voldsmænd bliver til kærester og kærester til voldsmænd, mens Jacki kæmper med at få prioriteterne i sit liv til at falde på plads.
Gershons præstation som hærdet rock’n’roll bitch alene gør Prey for Rock & Roll værd at bruge halvanden time på. Den har et autentisk, amerikansk feel og til trods for, at den til tider filer lidt rigeligt på de store violiner, er det en absolut seværdig film.
Rating:  [4 ud af 5 stjerner!] |
