Første gang man som læser af Maria Grønlykkes roman "Sølvmanden" møder sølvvarefabrikant William Dahl er han en pertentlig, lettere forhutlet, gammel og bitter mand. William Dahl, der mest af alt minder om en overklasse version af hr. Swan fra Matador, har kun en ting her i livet som han holder af: hans umådeligt store samling af antikt porcelæn, sølvtøj og andre smukke genstande, men stort set ingen i den unavngivne fynske provinsby, hvor han bor, forstår at værdsætte de skatte, som han har brugt et langt liv på at samle.
Det første indtryk man får af William Dahl, der ved romanens start befinder sig i sivs livs vinter i året 1973, er alt andet end positivt. Men i de følgende kapitler åbnes hans liv og fortid op vha. en række tilbageblik til hans barndom, ungdom og liv som midaldrende mand. Man kommer aldrig til at holde af denne selvhøjtidelige og forkrampede mand, men man kommer uundgåeligt til at forstå ham bedre og til at føle med selve tragedien i hans liv.
For William Dahl fik aldrig lov til at udleve sine inderste drømme. Drømmen om et liv som levemand og operasanger må han, efter en familietragedie, opgive til fordel for at drive en fabrik hvis medarbejdere han aldrig får et ordentligt forhold til. Han kommer derfor til at tilbringe det meste af sit liv i et kedeligt provinshul, hvor han sjæleligt visner hen. Men hvad der er værre, er, at han hele voksenlivet går rundt i en frygt for at blive afsløret, afsløret som homoseksuel. For godt nok nævnes ordet "homoseksuel" først på "Sølvmanden"'s sidste side, men der er ingen tvivl om at det er det, som han er. Faktisk er "Sølvmanden" klart bedst der hvor Maria Grønlykke beskriver William Dahls oplevelse af seksuelt og romantisk betinget skyld, skam, uvidenhed, usikkerhed og længsel. Der er noget rørende over denne her mand, der ikke bare undertrykkes af normen, men også af hans eget ønske om at være et "ordentligt borgerligt menneske". Og det hele bliver ekstra tragisk af at han, på trods af alle sine fortvivlede forsøg på at vinde accept, i hjembyen opfattes som en mærkelig og sær afviger. I denne forstand bliver hans maniske kærlighed til smukke ting til en kompensation for mangel på venskab, kærlighed og glæde ved livet.
"Sølvmanden" er i det store hele velskrevet. Bevares, det virker ligesom lidt for meget af det gode, når William Dahl, få timer efter sit første samleje med en mand, rent tilfældigt render ind i Herman Bang, der med det samme sender ham nogle indforståede signaler. Og der er også nogle mindre fejl i skildringen af de mange historiske perioder som William Dahls liv foregår i, værst er det at læseren får at vide, at jøderne i Tyskland allerede skulle gå med jødestjerne i år 1933. Men alligevel er "Sølvmanden" en læseværdig bog, der passer fint til de kommende mørke og triste efterårs- og vinteraftener.
Rating:  [4 ud af 5 stjerner!] |
