PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

4
dec

Regnbuebørnebog piller fordomme ned

Kender du Niller Pilfinger? For den syndige kunne det måske lyde som fladpandet softporn for bøsser, men intet kunne være længere fra sandheden.

Niller Pilfinger er navnet på en original dansk børnebog, som udkommer i januar 2012. Den har allerede inden udgivelsen påkaldt sig en del opmærksomhed, fordi forfatteren Stine Josefine Dige ikke betragter det homoseksuelle forældrepar som et egentligt emne.

Her er ikke nogen anmasende “ja-det-er-søreme-mærkeligt-nu-skal-du-få-en-forklaring”-70’er-pædagogik. Eller politisk korrekte statements – til ære for forældrene – om, at to mødre selvfølgelig er lige så gode som en far og en mor.

Ligesom vi aldrig har hørt, hvor Alfons Åbergs mor er (måske på Gran Canaria siden 1972?), adresserer Stine Josefine Dige og tegner Maria Tran ikke det usædvanlige ved en regnbuefamilie. Billedbogen handler om at have lyst til at pille ved ting og sager.

»Jeg har selv en datter på to år, der er noget af en pilfinger og mægtigt begejstret for motorcykler, flyvemaskiner og traktorer. Amina har altid været meget udadvendt og modig. Utroligt aktiv og fuld af fis. Så der er nok ikke så langt fra Nillers pillerier og jubel over flyvemaskiner til virkelighedens Amina,« fortæller den debutterende forfatter om sit projekt.

Stine Josefine Dige er sociolog og har taget visse kneb herfra med i det kreative arbejde. Fokusgrupper og lesbiske forældrepar har givet hende et større indblik i, hvad regnbuefamilierne savner i bogreolen til ungerne. Hendes egen Amina har en far, og som forfatteren siger: »Man kan også skrive eventyr uden at være en rigtig prinsesse.«

Ligesom hun selv har et fuldstændigt afslappet forhold til familier, der ikke lever op til kernekriterierne, forventer hun også det samme af de danske børnefamilier generelt.

»Læserne bliver ikke ADVARET om, at de nu står med en lebbebog i hånden. “Mor” og “mammi” indgår med vilje ikke i titlen, og kun den snedige lurer, at der gemmer sig en regnbue eller to på forsiden. Mit spæde håb er, at mange børn vil hive bogen ned fra bibliotekshylden simpelthen fordi, de kan lide tegningerne af flyvemaskiner og motorcykler,« lyder det fra forfatteren.

Hun har lavet bogen i tæt samarbejde med tegner Maria Tran. Nina Stork har skrevet forordet til billedbogen, som er tiltænkt børn i alderen 2-4 år. Niller Pilfinger udkommer 25. januar og kan allerede nu forudbestilles hos PROUD!.

D. 25. januar har du mulighed for at møde forfatteren når Niller inviterer til bogreception på Flyvergrillen.

D. 11. februar har jyske regnbuefamilier også mulighed for at få læst bogen højt, møde forfatteren og få fingre i et signeret eksemplar af bogen på Løves Bog- og Vincafe.
[product id=”6291″]