PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

18
aug

Rasmus Walter: Jeg elsker at feste med bøsserne

Et af årets hovednavne på Copenhagen Pride er Rasmus Walter, som du kan opleve lørdag den 20. august ved det store Pride Show på Rådhuspladsen. PROUD! fangede sangeren backstage på Smukfest i Skanderborg til en snak om, hvorfor en flot og fremadstormende – men heteroseksuel – mand som ham er blevet homoernes nye darling.

“Jeg kender rigtig mange bøsser. Og jeg må sige, at det er de venner, jeg holder mest af at gå i byen med – og jeg ved, at de synes, jeg er en herlig fyr at gå i byen med,” siger Rasmus Walter med et skævt smil. Han ejer ikke ét gram homoforskrækkethed, tværtimod. “Da jeg boede i London gik jeg gerne en tur ned af Old Compton Street, hvis jeg havde det skidt. Det kan jeg anbefale, der får man en masse komplimenter!” fortæller Walter.

Det er meget muligt, at den 33-årige sangskriver har knust et par drengehjerter rundt omkring, men han er altså først og fremmest damernes ven. I to år især tidligere supermodel Helena Christensens. Parret er dog for længst gået fra hinanden.

Rasmus Walter er tidligere forsanger i Grand Avenue, men kastede sig sidste år ud i en dansksproget solodebut. Han frygtede det værste, men er landet på benene med især singlen Dybt vand, der grovspilles på P3 i øjeblikket. Det var hans tvillingebror, tegneserietegneren Anders Walter, der gav ham et spark i røven, så broderen begyndte at skrive på dansk. Samarbejdet imellem de to kan også ses i musikvideoen herunder.

httpv://youtu.be/oYkLR2sYXSY

“Jeg har altid haft planer om at lave en soloplade en dag. Og jeg tænkte, at det skulle være et indadvendt singer/songwriter-album på engelsk. Men så blev det en popplade på dansk!” fortæller Rasmus Walter. “Først følte jeg, at det var grænseoverskridende at skrive på dansk. Meget nøgent. Men så fandt jeg ud af, at jeg… ikke let, for der er ikke noget, der er let, men at jeg godt kunne skrive på dansk. Og at det måske var mere ærligt og nuanceret i forhold til, hvad man kan på engelsk. Jeg er trods alt dansker og har snakket dansk i 33 år. Det er en meget fed åbenbaring at få.”

Den helt friske, musikalske start har dog – på godt og ondt – ført Rasmus Walter tilbage til square one. Den rutinerede musiker få nu igen nerver på, før han gå på scenen. Der er stor forskel på Grand Avenue-dagene og nu, hvor han optræder under eget navn.

“Folk er kommet for at høre … mig. Selvom jeg har taget et band med, er det mig, det står og falder på. Det er ligesom, da man gik i skole: Det er okay at komme op på kontoret og få skældud, når man er en hel flok. Det er bare ikke særlig sjovt, når man er én. Så jeg vil gerne have, det går godt,” siger Rasmus Walter.

Sangeren glæder sig til at optræde på Rådhuspladsen, understreger han. Homo-fester er ganske særlige, og selvom det er første gang, han optræder ved en gay parade, har han set
den mange gange i København.

“Hver år står jeg og hepper, når karavanen kører forbi. Jeg har altid sat stor pris på mine bøssevenners umiddelbare glæde og… jeg ved ikke, om jeg vil kalde det uansvarlighed. Men der er ikke så mange, der får familie og børn, så der er meget fest, og de har kun sig selv og hinanden. På godt og ondt,” bemærker han.

“Mit indtryk er, at der er ekstremt meget spil. Det er meget hipt, og når man kommer udefra: Hold da op, hvor er det let at score – og hvor ligger der LIDT i det. Det kan selvfølgelig også være fedt, men det er også overfladisk,” mener sangeren. “Men det er sikkert meget ligetil. To mænd forstår nok hinanden meget bedre end en mand og en kvinde gør. Der er et andet spil og en barriere imellem mænd og kvinder. Jeg kommer aldrig til at forstå kvinder fuldstændigt, og de kommer aldrig til at forstå mænd.”