PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

5
jul

Rapper springer ud på sin nye plade

Måske kender du Frank Ocean fra gruppen Odd Future? Fra Kanye Wests album Watch the Throne? Måske husker du navnet fra Justin Biebers albumcovers, hvori han er krediteret for at skrive adskillige sange? Ellers kender du i hvert fald rapperen og r’n’b-sangeren Frank Ocean nu. Den 24-årige fyr udkommer med sin solodebut 17. juli, men indholdet er allerede lækket: Mindst tre sange har referencer til mandekærlighed (Bad Religion, Pink Matter og Forrest Gump).

Allerede nu imødekommer Frank Ocean de mange spørgsmål og spekulationer med et langt, hudløst ærligt post på sin Tumblr-profil:

“For fire somre siden mødte jeg én. Jeg var 19 år, det var han også. Vi tilbragte den sommer sammen, og også sommeren efter. Næsten hver dag. Og på de dage, hvor vi var sammen, fløj tiden afsted. Det meste af tiden så jeg på ham og hans smil. Jeg hørte ham tale og hørte stilheden, indtil det var tid til at sove. Søvn, jeg ofte delte med ham.

Da jeg indså, jeg var forelsket, var det uopretteligt. Det var håbløst, der var ingen mulighed for at flygte, ingen forhandling med mine følelser. Der var ikke noget valg. Det var min første forelskelse, og den ændrede mit liv.

Dengang vandrede mine tanker tilbage til de kvinder, jeg havde været sammen med, dem jeg holdt af og troede, jeg havde været forelsket i. Jeg tænkte tilbage på de sentimentale sange, jeg nød at lytte til som teenager. Dem jeg spillede, da jeg havde mine første oplevelser med en pigekæreste. Jeg indså, at de var skrevet på et sprog, jeg ikke talte endnu. Jeg indså alt for meget alt for hurtigt.”

Superseje Frank Oceans debutplade hedder Channel Orange. Du kan læse hele hans udspring her.