PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

19
dec

Pyntesyge eller æstetisk overload?

BOGANMELDELSE: Bjørn Rasmussen – Pynt

Da Bjørn Rasmussen i 2011 sendte den vilde og eksperimenterede roman Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet på gaden, stod anmelderne i kø for at dele roser udfor Rasmussens sproglige raffinementer og grænseoverskridende projekt. Selv var jeg helt solgt til bogens syrede sproglige associationskæder og overskridelse af huden og kroppen som fysiske fænomener.

Derfor havde jeg set frem til at få Rasmussens anden roman Pynt i hænderne, da den udkom i oktober måned. Men jeg må være ærlig og sige, at den ikke har forløst eller sat sig på samme måde som Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet gjorde det hos mig. Efter endt læsning sidder jeg tilbage med mere nå- end wow-følelse på trods af, at bogens projekt, emne og sprog ellers er ret interessant.

Pynt er en punktroman, der er bygget op af en lang række prosastykker, der både består af den kvindelige hovedpersons dagbogsnotater fra et ophold på et psykiatrisk hospital samt postkort til den autistiske lillebroder Victor, som hun har et meget tæt og næsten incestuøst forhold til. I disse korte tekster får læseren et utydeligt omrids af deres rå og mærkelige barn- og ungdom, hvor de er vokset op hos den excentriske værge lægen Werther, efter forældrenes død, samt Ragnas ophold på hospitalet. Beskrivelserne af Werther, hans kvindelige påklæderske Jakob, samt navnene på bogens øvrige personer hensætter stemningen i en underlige tidslomme, der både nærer sig af ting og stemninger fra starten og midten af det 20. århundrede, men som også henviser til nutidige fænomener som SU og Wordfeud. Denne tidsopløsning hænger til dels også sammen med, at Bjørn Rasmussen har skrevet Pynt ovenpå sin egen egen journal fra et ophold på en psykiatrisk afdeling og en række forskellige klassiske psykiatriske sygehistorier så som Helga Johansens Hinsides (1900), Tove Ditlevsens Ansigterne (1968) samt Simone De Beauvoirs Det andet køn (1949). Det tidslige vakuum, der etableres ved referencerne ud af selve historien, skaber en underlig elastisk ramme, som jeg ikke synes fungerer optimalt, heller ikke selvom den understøttes af sproglige krumspring og grænsesøgning.

Ragna Svendsen, som hovedpersonen kalder sig selv, er en ung, psykisk syg skuespillerinde, der efter et mislykket ægteskab, indlægges på et psykiatrisk hospital. Hun lider af anorexi, bulimi og psykotisk adfærd, og det er ud fra denne virkelighed, at hun skriver prosastykkerne i et lyrisk sprog, der ind imellem løber så løbsk, at handlingen fortaber sig i sproglige hvirvler, der understreger det skrøbelige og uligevægtige sind, som hun er udstyret med:

”Jeg hedder bla bla bla. Min sane konto går i nul, hver gang solen går ned, herregud, tænker jeg, hvad er det for en magi ved parringen, jeg skånes for, mit navn er signet hos en gigantvirksomhed, jeg stinker af samfund. Her står jeg med stigma i skinken, man tipper mig tynd og kuet, mit kød står til at skulle brændes, otte af mine nye naboer udtaler, at mit selvhad er cool, jeg er den ny vindmølle, jeg blafrer til armene går af led. Jeg hedder det, jeg hedder, vi går alle til havet for at elske, det er blevet vedtaget, at min hage skal indgå i et bur med myg og tang. […] Det er medicinen, der taler, det er anoreksiens stemme, teaterets væsen, alkoholismen, det skizotypiske, der bor en ung dreng inde i mig, der ikke vil dø.” (s.79-80)

Sproget falder ned over siderne i associative kæder, der ind imellem er handlingsbærende men oftest mere er udtryk for det syge sinds forvirrende tankestrøm og paradoksale virkelighedsopfattelse. Og her kan man så takke forfatteren for, at ’kapitlerne’ ikke er længere end maksimalt halvanden side, for man skal til tider holde tungen lige i munden, når fortælleren først ruller sig ud. For på trods af Rasmussens store flair for at presse sprogets muligheder til det yderste for at beskrive det svære og tabubelagte, er det netop disse ustandselige glidninger, der af og til virker mere forvirrende end godt egentlig er.

Kønnets opløsning og overskridelser, som Rasmussen udforskede fra en mandlig synsvinkel i Huden er det elsatiske hylster…, ses denne gang fra et kvindeligt synspunkt, og Rasmussen lader både Ragna forelske sig i Alfrida, være gift med Hr. Johnsen og betegne sig selv som aseksuel. Og kvinden Jakob, som fungerer som en slags redningsplanke både for lægen Werther og for Ragna, er personificeringen af denne overskridelse.
Der er ikke meget, der er for fastholdere i denne bog, og det er måske både bogens styrke og svaghed. For projektet med at mime det syge sinds forvirring og angst er rigtig interessant, men bliver trættende at læse i længden, fordi man ikke oplever nogen form for forløsning hverken i det handlingsmæssige rum (hvad sker der med karaktererne?) eller i hovedpersonens psykiske rum (bliver hun mere syg, bliver hun rask og kan hun fortsat sprogliggøre det?). Bogens meget åbne slutning efterlader læseren med en række løse ender, som det kunne have været rart at have fået bundet et par knuder på, så man ikke sidder tilbage med en tom følelse af både-og og hverken-eller, når sidste side vendes.

Der må ikke herske tvivl om, at Bjørn Rasmussen er en af vor tids mest spændende og talentfulde forfattere, som det bliver spændende at følge, men skal man nyde og begejstres over hans sproglige udskejelser, gør man bedre i at læse debuten, der er langt mere interessant end Pynt.

3 af 5
[product id=”12043″]