PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

28
maj

Om ikke at vide, hvad man vil have

FILMANMELDELSE: Four
London Lesbian and Gay Film Festival

Det er en sitrende varm Fourth of July – datoen for amerikanernes festlige fejring af deres uafhængighed af briterne – da den unge, hvide, introverte teenagedreng, June, forlader familiefesten for at mødes med sine venner. Man bliver derfor øjeblikkeligt nervøs da han sætter sig ind i den fremmede Joes bil. Joe er en stor, sort mand i 40erne. Det umage par har mødt hinanden på en datingside, og begge er tydeligvis nervøse over at møde hinanden in real life; de sveder konstant, og June er tavs, mens Joe spørger ind og joker og prøver at lette stemningen, mens de kører gennem byen.

Den unge sorte kvinde, Abi, mødes tøvende, men flirtende, med den jævnaldrende, smukke gangsta-latino, Dexter, på en basketballbane. Han lægger an på hende, smooth talker hende, vil kysse hende, men hun er modvillig. Hun har gennemskuet at han er en sjuft, en low life, og hun har ikke megen fidus til, at han kan gøre hende lykkelig.

Dette er rammen om fortællingen i Four, som er et intimt drama af næsten kammerspilsagtig karakter. Der er kun de fire personer (foruden et par mindre biroller), og det er deres følelsesmæssige tovtrækkeri, vi følger denne skæbnesvangre nat. Det er synd at afsløre handlingen helt, for der er overraskende sammenfald og forbindelser, der skal opleves ved selvsyn. Og Four er absolut seværdig!

Filmens styrke, foruden den spændende, stilfærdige historie, er castet, som er noget nær perfekt. Den åbne, entusiastiske, autoritative, men stadig i-skabet, Joe, (fabelagtige Wendell Pierce fra serierne The Wire og Tremé) er umiddelbart den usikre, tavse Junes modsætning (Emory Cohen fra The Place Beyond The Pines). Men ligeså forskellige de ser ud og opfører sig, ligeså mange hemmeligheder og smerter har de tilfælles. Ligeledes er Abi (Aja Naomi King) og Dexter (E. J. Bonilla) nok fra helt forskellige sociale klasser, men også de deler ønsket om nærhed, kærlighed og anerkendelse.

Four minder nogle steder om Todd Solondz, når han er rigtig grum; når nærhed bliver klaustrofobisk og kikset, og sex er et nødvendigt onde. Filmen formår at behandle de komplekse forhold mellem alder, race og klasse i et samfund med store uoverensstemmelser mellem idealer og virkelighed, så de forbliver komplekse, problematiske og flertydige. Det er både forfriskende og smerteligt. Og så er Four sindssygt smukt filmet, med ubehageligt tætte nærbilleder og lækre panoreringer. Selv musikken er lige i øjet.

What do you want?”, spørger de fire hinanden igen og igen. Men ingen af dem ved det, og det er heller ikke sikkert de kan få det. Ikke en gang på Fourth of July, der ellers fejrer uafhængighed, frihed og lige muligheder.

4af5_web
[product id=”13847″]