PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

26
jan

Ny LGBT-børnebog giver en fantastisk flyvetur

BOGANMELDELSE:
Niller Pilfinger får en flyvetur

Tekst og idé: Stine Josefine Dige
Illustrationer: Marie Tran Larsen

Det er med glæde, at jeg anmelder denne børnebog. Ikke nok med at den er tiltrængt i enhver regnbuefamilie (og i en enhver ’almindelig’ familie), den er også rigtig god.

Bogen henvender sig primært til de to-femårige og handler om Niller Pilfinger, der bor sammen med sine to mødre, mor og Mammi. Niller elsker at pille ved alle og især mekaniske ting, så de to mødre har nok at gøre med at holde øje med ham.

En dag overrasker mødrene Niller med en tur til flyvergrillen, hvor man kan se fly lette og lande. Her møder han Freddy Flykigger og Pia Pilot. Pia pilot giver Niller Pilfinger lov til at se i cockpittet på sin gamle propelflyver. Det sætter Nillers fingre på en svær prøv, for kan han holde dem væk fra alle de dingenotter og knapper der lokker i cockpittet?

Teksten er fængende med mange lyd og billedskabende ord. Illustrationerne er holdt i en charmerende streg og med glade farver. Man får det indtryk, at kvinderne bag har tænkt på at holde siderne i regnbuens nuancer. Det giver i hvert fald et glad og mildt udtryk. Der er skønne detaljer som en bladbunke der indeholder en trold, som fik mig spontant til at grine. I det hele taget giver illustrationerne teksten ekstra liv ved at bruge besjæling, f.eks. ansigt på propelflyvemaskinen. Både tekst og billeder gør det til en righoldig bog.

Der er intet eksplicit homoseksuelt ved bogen udover et regnbueflag i starten. Den appellerer bredt, fordi alle kan forholde sig til historien. Der er blot to mødre i stedet for en mor og en far. Det er rigtig fint, at mødrene er der som den naturligste ting i verden, og ikke som noget der skal skabe debat eller tvivl.

Den eneste lillebitte anke jeg har, er at mødrene måske er lidt stereotype. Den ene korthåret og i praktiske sandaler og den anden med langt hår og små fine sko. Men fred med det – for det er godt, de endelig er kommet.

Bogen har et efterord af Nina Stork, som betoner bogens vigtighed for alle regnbuebørn. Deri kan jeg kun give hende ret. Jeg ønsker Niller Pilfinger en fantastisk flyvetur over det ganske land. Glæd jer til at læse den for jeres børn.

5 af 5


[product id=”6291″]