PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

9
feb

Når seksualitetsstormen raser

FILMANMELDELSE: Land of Storms
Originaltitel: Viharsarok
Berlinalen 2014

Instruktør Ádám Császi debuterer med en yderst vellykket spillefilm om forbudt kærlighed og homofobi i et lille ungarsk landsbysamfund. I filmen vender den unge fodboldspiller, Szabolcs (András Sütö) hjem fra Tyskland til sin bedstefars forladte gård, som han vil sætte i stand for at begynde et nyt liv som biavler. Han får hjælp af den jævnaldrende Aron (Ádám Varga), som bor i landsbyen, og inden længe udvikler taglægning og dørmontering sig til et gensidigt begær. Aron står splittet. Han er draget mod Szabolcs, men mærker samtidig, på egen krop, at deres forhold på ingen måde kan accepteres af det konservative og homofobiske samfund, han ubekymret har været en del af ind til nu. Situationen kompliceres yderligere, da Szabolcs’ ven fra Tyskland, Bernard (Sebastian Urzendowsky) dukker op og erklærer sin kærlighed og forsøger at overtale Szabolcs til at rejse med tilbage til Tyskland. Efter et lille ménage à trois må Bernard vende alene tilbage – Szabolcs kan ikke forlade Aron, som nu må finde ud af, om han kan stå imod volden og homofobien og gengælde Szabolcs’ kærlighed.

Historien udspiller sig i et traditionelt maskulint univers med fodbold, rå beton, værktøj, knallertture, sprut og nøgenbadning i en beskidt sø – ja, selv honningproduktion synes her at kunne lade sig gøre uden et møde mellem blomst og bi. Men filmens hovedkarakterer bevæger sig rundt i dette maskuline univers med en sensualitet og et nærvær, som gør filmen så fint balanceret. Manuskriptet er godt og tilpas uforudsigeligt. Skuespillerne er dygtige og troværdige. Billederne er flotte, og tempoet er behageligt. Filmen bygger på en virkelig historie, som udspillede sig i Ungarn tilbage i 2007, men man har (heldigvis) valgt at prioritere den gode film over de historiske fakta og dermed formået at holde sig stramt til fortællingen om den ødelæggende homofobi i ’Stormlandet’. Med en tilpas underspillet analogi mellem reparationen af den forladte og ødelagte gård og reparationen af de unge mænds (forladte og ødelagte) kønsidentiteter fortælles en historie om, hvor sårbar en søgende identitet kan være, når stormen raser i form af voldelig homofobi.

5 af 5