PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

26
mar

52 trans-tirsdage

FILMANMELDELSE: 52 Tuesdays

Det er nok de færreste, som ikke kan nikke genkendende til de til tider forvirrende teenageår. Det er her, man finder ud af, hvem man er og hvilken plads man har her i livet. Og det er her, at forældre bliver sat på prøve og må være overbærende.

I 52 Tuesdays er 16-årige Billie netop ved at starte denne dannelsesperiode i sit liv. Hvad der er lidt usædvanligt i hendes situation er, at hendes mor Jane samtidig finder ud af, at hun føler sig bedre tilpas ved at være James. Håret bliver klippet kort, og brysterne bliver snøret ind. Imens flytter Billie ud, for James har kun overskud til at se hende en gang om ugen – hver tirsdag.

Vi følger nu mor og datter hver tirsdag i 52 uger. Deres tid sammen udvikler sig til eftermiddage i en dynamik af følelser og begær i forsøget på at leve et autentisk liv og leve op til sit ansvar. De traditionelle roller mellem mor og teenagedatter er brudt. Hormonbehandlingen er i gang og Billie må kæmpe for at følge med i sin mors udvikling og hvem hun er, og ikke mindst hvem hun selv er ved at blive.

Den visuelle oplevelse i filmen understreger den udvikling Billie famler sig igennem ved hjælp af eksperimenterende, eksplicitte billeder. Fortællemåden er desuden speciel. Filmholdet bag 52 Tuesdays har bevidst kun lavet optagelser hver tirsdag og scenerne er optaget kontinuerligt. Skuespillerne har kun fået udleveret manuskriptet til den pågældende filmoptagelse og kun til de scener, de er medvirkende i. Denne fremgangsmåde har givet filmen et autentisk og kondenseret udtryk, som gør, at man som tilskuer virkelig fornemmer karakterernes nærvær.

52 Tuesdays er en eksperimenterende, men vellykket fortælling. Man kæmper til tider som tilskuer for at forstå sammenhængen i fortællingen, men det er i virkeligheden også budskabet. Yderligere sætter 52 Tuesdays tankerne i gang. For hvor går grænsen for, hvor langt man kan gå for at realisere sig selv på andres bekostning? Det er en kamp for at finde balancen i at lytte til sig selv og lytte til og gøre plads til dem omkring sig. For hvad er man uden andre? Og hvad er man uden sig selv?

4af5_web