PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

22
aug

Når kønnet må gå i stykker

FILMANMELDELSE: Something Must Break

Something Must Break er et foruroligende kærlighedsdrama. Den unge androgyne Sebastian møder en aften den mere maskuline Andreas, og sammen former de et særligt venskab gennem en serie af drukture, røverier og seksuelle eskapader. De bliver vanvittigt forelskede og langsomt begynder Andreas at finde sig til rette i forholdet til den noget kontroversielle Sebastian, da et nyt problem dukker op til overfladen.

Sebastian er nemlig midt i et oprør. Mod kønsnormerne, mod IKEA-Sveriges middelmådighed og ikke mindst mod sig selv. Inden i ham bor en anden person, som kæmper for at komme ud. Pigen Ellie. Splittelsen mellem Sebastian og Ellie, mellem den mandlige og kvindelige kønsidentitet, bliver til en destruktiv kamp. En tørst efter fornedrelse og seksuel udnyttelse og en søgen efter mænd, der kan slukke den tørst. Som konsekvens heraf brister forholdet til Andreas. Sebastian er nu langsomt ved at forsvinde, mens Ellie indtager sin plads i verden.

Something Must Break er med sin gribende historie og sin kunstneriske kvalitet en milepæl i skandinavisk homofilmhistorie. Sebastian bliver et symbol på en generation af utilpassede unge, som tvinges til at nedbryde sig selv i et opgør med de nedarvede idealer. Sagt med andre ord – noget må gå i stykker, for at kunne blive bygget op på ny, som filmens titel også erklærer.

Som seer bliver man ikke kun udfordret af en spændende og provokerende fortælling, man bliver også mødt med intense billeder af Sebastians deroute. På nærmest Lars von Triersk facon skildres hans seksuelle udskejelser i ultra slow motion i underverdenens miljøer, der spænder fra det tilfældige møde i parken til mere groteske scener fra S/M-klubben. Men det bliver aldrig vulgært, det bliver i stedet en del af en poetisk fortælling med så langsomme bevægelser, at det ligner billedkunst. Dertil kommer den elektroniske musik, som hjælper denne fortælling godt på vej.

Med paralleller til film som Weekend (2011) og Nymphomaniac (2013) lander Something Must Break i et krydsfelt af poesi og provokation, som fastholder sit publikum i et dilemma: Vi frastødes og tiltrækkes på samme tid. Intet bliver dyppet i sukker og serveret på et sølvfad – og måske netop derfor, smager denne svenske filmperle af mere.

5 af 5