PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

2
apr

Monsterskuffelse

FILMANMELDELSE: Monster Pies

Listen over ting, der er i vejen med filmen Monster Pies er lang. Selv i de bedste øjeblikke når filmen aldrig over et middelmådigt amatørniveau og de 85 minutter filmen varer, føles lange og forvirrende. Særligt fordi man under hele filmen ikke kan regne ud, hvad det er den australske instruktør Lee Galea vil fortælle med sin film.

Historien i Monster Pies går kort fortalt ud på, at vi følger to teenagedrenges første møde og forelskelse, som ender med at de begge to bliver nødt til at springe ud over for venner og familie, med de konflikter det naturligvis kaster af sig. Og det går ikke stille for sig, for de to drenge Mike og Will befinder sig tilsyneladende i en meget homofibisk og snæversynet del af Australien, hvor de udsættes for verbal og fysisk vold af både skolekammerater og forældre. Det bliver for meget for drengen Will, som hænger sig i et træ efter et skænderi med sin far. Mike må nu leve videre med sin sorg og samtidig forsøge at genetablere de tabte relationer.

Der er umiddelbart lagt op til en alvorlig og dyster filmoplevelse, men netop her skuffer filmen enormt. For fortællingen laver nogle alvorlige krumspring, som gør, at karakterernes udvikling virker fuldstændig urealistisk. Samtidig kan filmen ikke finde ud af at holde sig til sit eget univers, for over alt i filmen dukker karikerede figurer op, som skal forestille at være sjove. Det er på sin vis helt i orden – bare ikke når man fortæller en historie om en ung mand, der begår selvmord, fordi han er homoseksuel.

Derudover er filmen særligt ringe filmet og klippet. Der skiftes hele tiden mellem håndholdt kamera og faste indstillinger, hvilket giver et rodet udtryk. Der er nærmest ingen klip i bevægelse eller hvor vi oplever karaktererne fra forskellige afstande og noget tyder på, at den australske instruktør har en irriterende forkærlighed for slow motion.

Hvad filmen mangler i stilistisk charme og indhold, opvejes en lille smule af nogle acceptable skuespilpræstationer. Nok er både Mike og Wills udvikling en anelse svær at følge med i, men de to som personer er både interessante og godt fremstillet. Andre af karaktererne som fx Mikes far og særligt Wills veninde med Downs Syndrom leverer nogle stjernepræstationer, som pynter i noget, der ellers bedst kan beskrives som makværk.

1af5_web