CDANMELDELSE:
Rufus Wainwright – Out of the Game
Det er lidt af en rejse Rufus Wainwright har været på, siden vi først hørte ham på debutpladen i 1998. Siden har den canadiske sanger og sangskriver udgivet den ene pompøse sangsamling efter den anden, og i dag udkom så det 7. album.
Out of the Game skiller sig ud fra sine storladne forgængere på flere punkter, men primært på lydsiden, mens tekstuniverset er så typisk og sublimt Wainwrightsk, at man bliver helt svimmel.
Mens den indadvendte forgænger, All days are Nights: Songs for Lulu, lod Rufus’ vokal og ferme pianospil stå nøgent og alene i spotlyset, går den erklærede homoseksuelle kunstner denne gang en anden vej. Out of the Game spænder vidt genremæssigt fra den dæmpede guitarballade i form af Candles til det vemodige – men upbeat -80’ersynthkys Bitter Tears og countryflirten Respectable Dive.
Netop det kroniske vemod (enten på eller mellem linjerne) er et af 39-årige Wainwrights kendetegn. Det samme er den sløsede artikulation, som man enten elsker eller hader. Humor og melankoli er altid viklet sammen i Rufus’ univers, og disse grundtræk går igen i forfinet udgave på det nye album.
Når det gælder de indforståede metasange er han en mester og aldeles ublu. Bag titlen Rashid gemmer sig således en ode til et kvindemenneske på Vanity Fair, hos hvem den kære Rufus måtte tigge sig til en festinvitation.
I øvrigt er kærligheden til sig selv og andre det naturlige omdrejningspunkt for sangskriveren, og han formår at formidle det banale på en ny måde. Måske det sværeste overhovedet. For lykken er, som han skriver i Barbara, at drikke rosévin i regnvejr og tale med nogen, der er gladere end én selv.
Rufus Wainwright har forud for udgivelsen sagt, at denne plade er den mest poppede fra hans hånd hidtil. Det kan der være noget om, som på Jerichos b-stykke, der næsten får en snert af ung Elton John over sig. Næsten.
Første single er Out of the Game, som du kan se og høre nedenfor artiklen her. Den er som resten af albummet produceret af Mark Ronson (Amy Winehouse, Lily Allen) og har Helena Bonham Carter i centrum som fræk – men fucking frustreret – bibliotekar.
