PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

boganmeldelse

8
okt

Litterær herresæde-soap-fortælling

BOGANMELDELSE: Alan Hollinghurst – Den Lange Afsked

I Den Lange Afsked fører Alan Hollinghurst behændigt læseren gennem hundrede års engelsk historie med fokus på homoseksuel kærlighed mellem mænd og på, hvordan fortællingerne om denne kærlighed er blevet skrevet ud af og ind i den litterære kanon.

Den 537-sider lange roman består af 5 dele, som hver især er nedslag i den lange fortælling, hvis omdrejningspunkt udgøres af personerne Cecil, George og Daphne.

I romanens første del (1913) møder vi Cecil og George, som er elskere. De kender hinanden fra Cambridge, hvor Cecil (den selvsikre, aristokratiske digter) har taget den lidt yngre og borgerlige George under sine vinger. Cecil besøger George i hans barndomshjem, ”To Agre”, hvor Georges yngre søster, Daphne, også fascineres af Cecil, og besøget ender med, at den biseksuelle og virile Cecil kysser Daphne (uden Georges vidende) og skriver et langt digt med titlen ”To Agre” i hendes autografbog – et digt som senere også udgives og bliver en del af den litterære kanon.

For Daphne handler digtet om hende og Cecils hemmelige kys. For George rummer det en skjult fortælling om hans og Cecils kærlighed. Og af den almindelige englænder læses digtet som et krigsdigt, skrevet af den folkekære digter, Cecil, som få år efter, han har skrevet det, dør en heltemodig død under Første Verdenskrig.

Hermed er romanens tema slået an: Hvordan har man gennem tiderne forhandlet, hvad der kan bringes frem i lyset? Hvem har haft magten til at skrive historien – den personlige såvel som den officielle (litteratur)historie – til at beslutte, hvilke dele af det levede liv, som kan vises frem og blive en del af den enkeltes og samfundets selvforståelse? Er det digterens mor, som med hård hånd redigerer den første biografi om Cecil i 1927, der må bestemme sin søns eftermæle og dermed fortolke hans litterære værk? Er det Winston Churchill, som citerer ”To Agre” i en tale under krigen? Eller er det den senere tids (homoseksuelle) litterat, Paul Bryant, som dukker op i de sidste tre afsnit (1967, 1980, 2008) og går på jagt efter uudgivne breve og erindringer, der måske endelig kan få lov at se dagens lys i et England, som endelig har afkriminaliseret homoseksualitet? Den store samfundsfortælling om den redigerede/censurerede litteraturhistorie er flettet sammen med den nære fortælling om den homoseksuelle mand, som har redigeret/censureret sin egen personlige historie ved ikke at kunne udleve sin seksualitet.

Tematikken foldes ud i en art klassisk engelsk herresæde-soap-fortælling om adelens fald og den kulturelle elites magtovertagelse, hvor et enormt persongalleri danner et (til tider uoverskueligt) væv som ramme for historien – et væld af navne og relationer, som nogle gange gør det svært at orientere sig i historien, hvis bogen har ligget uåbnet på natbordet et par dage.

Hollinghurst betjener sig af et fortæller-formgreb, som lader ham skifte mellem forskellige fortællepositioner. I ét kapitel følger vi fx Daphnes udsyn og tanker om Cecils besøg på ”To Agre”, mens vi i kapitlet efter følger Cecils udsyn og tanker om måske selvsamme situationer. Denne form giver en god dynamik og tilføjer både spænding (fx er det spændende, om Daphne har set Cecil og George være sammen ved skovsøen, fordi vi lige har fået at vide, at George har set Daphne luske omkring i skoven, men endnu ikke har hørt Daphnes udlægning) og små overraskelsesmomenter (fx da man, efter at have fulgt Pauls tanker over flere kapitler, får lov til at se ham udefra, mindre flatterende, fra Daphnes vinkel).

Derfor er det også bogens to første dele, som fungerer bedst, fordi det er her, Hollinghurst nærmest konsekvent skifter vinklen med hvert kapitel. I romanens tre sidste dele bliver fortællepositionen i høj grad låst fast, og derfor bliver fortællingen en anelse langtrukket og kedelig.

4af5_web