PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

26
okt

Lesbisk semi-musical spiller falsk

FILMANMELDELSE: Jessie and Jamie are not Together

Ved første øjekast ligner Jamie (Jacqui Jackson) og Jessica (Jessica London-Shields) det perfekte par. De hygger på sofaen, nøgenbader på stranden og bor endda sammen. Men de to piger er ikke et par – til Jessicas store fortrydelse.

Hendes eneste problem er dog ikke den uforløste forelskelse; Jamie er ved at flytte til New York for at forfølge sin skuespillerdrøm. Jessica forsøger at tiltrække sig Jamies opmærksomhed ved at date andre piger, men venindens reaktion udebliver, og så bliver Jessica først for alvor kreativ. Resultatet bliver dog ikke som forventet.

Jamie and Jessie er (næsten) en klassisk kærlighedshistorie – leveret på ukonventionel manér. Instruktør Wendy Jo Carlton (Hannah Free fra 2009) har nemlig valgt, at en del af plottet skal formidles musikalsk. Dette element tillægges en humor, der kommer til at fremstå satirisk, endda latterliggørende i flere tilfælde. Dertil kommer at meget få af filmens skuespillere kan synge, og teksterne forekommer mig amatøragtige. Jeg var flere gange i tvivl om, om filmen var effektfuld komedie eller ufrivilligt latterlig.

Heldigvis udstråler filmens to hovedroller ubesværet kemi, og det er med til at give en umiddelbart lidt banal kærlighedshistorie et strejf af oprigtig sødme og varme. Derudover er både Jamie og Jessica spillet overbevisende, og især Jessica forbliver sympatisk, på trods af sin tendens til surmuleri.

Enkelte subplots, der potentielt kunne tilføre filmen en lille smule ekstra, bliver desværre heller ikke eksekveret med megen dybde. Her tænker jeg blandt andet på Jessicas blind dates samt det trekantsdrama, der også udspiller sig. Man kunne med fordel have pillet de musikalske scener ud og i stedet brugt tiden på at udvikle her for på den måde at undgå den grinagtige facon, filmen ender op med.

Jamie and Jessie Are Not Together er en skuffende oplevelse. Den redder sig dog fra at være helt håbløs med enkelte gode scener og en uforudsigelig slutning

2 af 5
[product id=”5477″]