PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

27
mar

Kompakt knockout til hivfobien

FILMANMELDELSE: Nomansland

Karsten Geisnæs springer ud som filminstruktør med kortfilmen Nomansland, som stiller (og besvarer) spørgsmålet om, hvorvidt det er hiv eller homofobi, der er farligst, hvis du er ung bøsse i København. Kortfilmen er instruktørens bud på en samtidsfortælling, der kan tage arven op efter den efterhånden uddaterede ungdomsroman, Min ven Thomas (1987), når danske gymnasieelever skal introduceres til emner som homoseksuel kærlighed og hiv.

Filmen følger den 32-årige Christian, som spilles overbevisende af Peter Plaugborg. Christians verden styrter sammen, da hans kæreste, Lasse, begår selvmord, fordi han er hivsmittet. Oven i sorgen over at have mistet sin kæreste, må Christian slås med Lasses homofobiske familie, som giver Christian skylden for Lasses død. Og da Christian selv testes hivpositiv, bliver det for alvor svært at se lyset for enden af tunnelen. Han søger væk i druk, stoffer og tilfældig sex – til Ingenmandsland, hvor der ikke er noget ståsted eller tilhørsforhold og man enten går til grunde eller finder sig selv.

Helt overordnet lider filmen lidt under, at den er for kort til sin historie. I et interview med Politiken fortæller Karsten Geisnæs da også, at filmen oprindeligt var tænkt som en spillefilm, men at svigtende økonomisk tilskud gjorde, at den i stedet endte som en kortfilm. Det er som om denne tvungne ændring i format ikke har fået instruktøren til også at ændre historien (skære ned på biroller eller lag i fortællingen), så den passer til det korte format. I stedet har man forsøgt at presse den lange historie ned i den korte form. Derfor er der også overgange og dele af fortællingen, som er svære at følge, fordi der ikke er plads til at de bliver foldet tilstrækkeligt ud – for eksempel hvorvidt (og hvorfor) det er Lasses død, Christians egen hiv-diagnose, Lasses homofobiske familie eller massive tømmermænd, der driver Christian mod at tage sit eget liv. Og der er karakterer, som forsøges foldet ud, men hvor formatet simpelthen ikke er rummeligt nok til at favne deres udviklingshistorie – for eksempel Lasses søster, Annika (Charlotte Munck), som gennem filmen skal udvikle sig fra at være en homofob, der ikke selv tror, hun er homofob, til en homofob, der står ved sin homofobi og sidst til en ikke-homofob, der står tilbage i Ingenmandsland – i sprækken mellem familien og kærligheden, som hendes bror ikke overlevede i. Det er simpelthen for stramt et udviklingsprogram for en bifigur i en kortfilm.

Til gengæld er det en virkelig fin hovedfortælling, som kommer til syne i filmen; om, at det ikke (længere) er hiv, som dræber mennesker, men at det er fordomme og homofobi, som blokerer for kærligheden og dermed dræber de mennesker, som ikke elskes og får lov til at elske. Og den fortælles i et meget fint og tydeligt billedsprog, der gør den oplagt som analyserbart pensum i de danske gymnasier; fx den homofobiske søster, som er i besiddelse af nøglen til Lasses lejlighed (= “nøglen” til Lasses hjerte), som hun ikke vil give til Christian (= vil ikke lade Christian elske sin bror). Og Christian, som gennem hele filmen leder efter en, han kan få lov til at give sin blomsterbuket (= sin kærlighed).

Nomansland er helt sikkert en ny og anderledes fortælling om hiv og homoseksuel kærlighed. Den lykkes flot med at afmontere en lang række fordomme ved simpelthen at insistere på, at der ikke er noget at komme efter. For eksempel bruges der meget lidt plads på at beskæftige sig med, hvorfor det kan være forfærdeligt at få en hiv-diagnose, for det er slet ikke så forfærdeligt i dag, så hvorfor dog bruge tid på det? Desuden ligger filmens sexscener sig befriende langt fra de stereotyper, vi plejer at få præsenteret, og selvfølgelig er der også plads til en rolle til skuespilleren (og spastikeren) Mikkel Lund. Det er fedt at se en film, som faktisk forsøger at fortælle en ny virkelighed frem.

4af5_web