PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

boganmeldelse

13
jun

Lad mig flytte ind i en lesbisk kernefamilie

BOGANMELDELSE: Kristina Nya Glaffey – Mor og Busser
Forlaget Gladiator

Lad det være sagt med det samme. Jeg knuselsker Kristina Nya Glaffeys seneste roman Mor og Busser. Hvor er det skønt at få en bog til anmeldelse, som man fra start til slut storgriner over, og hvor man samtidig beriges med en sproglig oplevelse ud over det sædvanlige.

Bogen, der på forsiden kategoriseres som en romantisk komedie, udspiller sig på Nørrebro i en moderne udgave af kernefamilien årgang 2014. Læseren inviteres indenfor hos Mor og Busser, et lesbisk par, der består af den blide og fornuftsprægede skuespillermor og den neurotiske og rebelske forfatter, Busser. De har et sæt tvillingepiger, “mig og Emma” hvoraf “mig” er romanens navnløse fortæller. Handlingen udspiller sig som en række scener uden den helt store sammenhæng, men som set gennem barnets øjne, gives de sjoveste og skæve blikke på voksenlivets mange facetter, og det er så fantastisk morsomt skrevet, fordi man hele tiden ser hverdagen hos familien gennem barnets undrende og dejligt naive øjne.

Igennem fortællerens associative blik udrulles en række forskellige hverdagssituationer, der fortolkes gennem et barnehjernes filter, og vi får optegnet et billede af en familie, hvor diskussionerne kærligt bølger frem og tilbage, men som i bund og grund viser, hvordan forskellighed på bedste vis komplimenterer hinanden:

”Busser siger, at det er derfor, samfundet har fundet på noget, der hedder normer, som er et svært ord, der betyder, at man deler de voksne op i en forbryder og en politimand, og så beder man alle politimændene om at sætte deres egen forbryder i fængsel. Så siger mor, at Bussers politimand er gået på pension, og så siger Busser, at mors forbryder til gengæld har en ledsaget udgang i tilgodebanken.”

Mor og Busser er sjældent enige om ret meget, og det fungerer som fortællermæssig drivkraft for barnets genfortælling. Bussers spydigheder og mors fornuftige overblik skaber kontrasterne gennem bogen, og krydret med de skægge ordforklaringer, viser forfatteren, er hun er et komisk talent af de helt store.

Det er et genialt greb, at Kristina Nya Glaffey har lagt fortællerstemmen hos barnet, fordi man hele tiden får et skarpt og anderledes blik på alt fra familiemønstre og børneopdragelse gennem tiden til livet som statsstøttet kunstner og det at bytte frimærker med damer. Og det er både interessant og usandsynligt morsomt at læse!

Ud over, at romanen er en fornøjelse og lyst at læse, er den også, som flere andre af det fremadstormende forlag Gladiators udgivelser, en fryd både at se på og røre ved. Det tykke papir og de grove, absurde og skønne tryk, som Pernille Kløvedal Helweg har lavet som kapitelinddelinger, fungerer som en meget fin og appetitlig indpakning til den situationsbårne, tankevækkende beretning om den lille familie, som man har lyst til at flytte ind hos med det samme, for bare at sidde i hjørnet i barnehøjde og høre de voksne diskutere om dit og dat og aldrig blive enige om noget:

”Busser siger, at det er cirka sådan, det er at være hende, bare lidt værre faktisk, fordi begge Bussers hænder tit rotter sig sammen imod hende og for eksempel tvinger hende til at tage en portion chokoladeis mere op på tallerkenen, selvom hun er mæt, eller til at gå ud og drikke sig fuld med sine venner i weekenden, selvom hun skal op klokken syn næste morgen og i Zoologisk have og se på isbjørne sammen med mor, Emma og mig. Mor siger, at Bussers hænder skulle tage at tvinge hende til at foretage sig noget fornuftigt i stedet for, og Busser siger, at det måske ville hjælpe, hvis hende og mor begyndte at bytte frimærker igen, fordi hun har læst et sted, at det er sundt at holde hænderne beskæftiget”.

Til bogen er der lavet en titelsang (som kan høres i ovenstående YouTube-klip), der i bedste 70’er singer-songwriterstil ridser bogen handling op, og som ligesom resten af bogen bare er et lækkert, lækkert bekendtskab.

5 af 5