PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

28
okt

Kunsten at gøre en tragedie ud af latinosex

FILMANMELDELSE: David’s Birthday

Dette italienske melo-drama har intentioner om at være en kærlighedshistorie af operalignende proportioner, men fejler katastrofalt. I stedet bliver filmen ét stort kaos af selvmodsigelse og negativ, skyldbetonet bi-identitet.

Tragedien tager sin begyndelse, hvor to par overværer Wagners Tristan og Isolde. En rimelig trist omgang og meget sigende for den videre handling. Matteo er terapeut og umiddelbart lykkeligt gift med Francasca (Maria de Mederios, der også spillede den biseksuelle Anaïs Nin i Henry & June). De tilbringer sommeren på en smuk italiensk strand i selskab med venneparret Sharey og Diego. Da Sharey og Diegos 18-årige søn, David, slutter sig til dem på ferien overmandes Matteo af begær efter den spændstige knægt.

Den italienske kyst og umådeligt velskårne David gør filmen til en udmærket visuel oplevelse. Men fortællingen og personskildringerne er en sand katastrofe at stå igennem. Bihistorier om gamle damer i terapi og suicidale kærester er intetsigende og føjer blot yderligere forvirring til den i forvejen elendige udrulning af filmens plot.

Det lykkes ikke på noget som helst tidspunkt at skabe sympati eller forståelse for Matteos ægteskab, tiltrækningen af David eller den underlige dynamik, der er mellem de to ægtepar. David er intet andet end en smuk papfigur, og Matteos betagelse af ham virker temmelig utroværdig.

David’s Birthday er 107 minutter af mit liv, som jeg aldrig får tilbage. De 107 minutter berigede mig med intet andet end irritation, og det kan ikke engang den yndige David og en skøn italiensk solnedgang kompensere for. Set i bakspejlet havde jeg foretrukket en tur til tandlægen eller at udfylde min selvangivelse.

2 af 5
[product id=”5457″]

4 Responses

  1. Jens

    Ville klart foretrække at næste gang du skal anmelde en film, at du nøjes med at se filmen alene og koncentere dig om den; i stedet for tale i telefon med din mor og lignende aktiviteter du øjensynlig har haft gang i mens du så filmen – for den er øjensynlig gået fuldstændig hen over hovedet på dig i en sådan grad at man må under sig over at du overhovedet har haft materiale til at skrive en anmeldelse!

    Filmen har tydelig en hovedperson, Matteo, som man se blive kastet ud i et klassisk dilemma, at holde fast i sin kone (Gennem flere år, som han tydeligvis elsker) og at følge sit begær (David) – som btw ikke er “Sharey og Diegos 18-årige søn” – men Shareys fra et tidligere forhold (se scenen om opdragelse i køkkenet mellem de to) – et godt eksempel på at du ikke engang har læst teaseren på bagsiden af dvd’en.

    Der er naturligvis små skønhedsfejl, men som du selv skriver i din indledning angiver filmen sig som et kærlighedsdrama – ikke en episk historie med operalignende proportioner.

    Hader når anmeldere bare slynger noget ud uden belæg og sabler en film ned, der faktisk er vær at se. Jeg foreslår at du fremover laver din selvangivelse eller får nogle rodbehandlinger – det har du mere forstand på!

  2. Hej Jens

    Jeg er glad for, at du havde en noget mere fornøjelig oplevelse af David’s Birthday end jeg havde. Smag er selvfølgelig vidt forskellig, men jeg mener, at væsentlige dele af filmen var decideret dårligt håndværk og det kan jeg absolut kun forholde mig kritisk til. Det er en historie vi har set fortalt mange gange før – og bedre.

    Og David er både Diego og Shareys søn. Jeg tror ikke du kan finde officielt filmmateriale, der påstår andet. Det understreger vist blot filmens fragmenterede dialog og karakterernes urelaterbare forhold til hinanden.

  3. Uffe

    Pyha.. med den overskrift troede jeg lige et kort sekund, at Gustav igen havde blameret sig offentligt, ha ha =)

  4. Jens (en anden)

    Jeg må tilslutte mig Tines udsagn om filmen og tror jeg skal høre om vi skal gå til tandlæge sammen næste gang, der er udsigt til sådan noget i biografen. “Døden i Venedig” er et sandt festfyrværkeri af sambafest og livsgnist ved siden af den her udpinte historie. Jeg tror det er den eneste film jeg har set i biografen, hvor jeg da rulleteksterne kommer på til sidst, spontant er kommet til at råbe “ENDELIG!!”