PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

26
mar

Kompleks kærlighed i politisk minefelt

FILMANMELDELSE: Out in the Dark
London Lesbian and Gay Filmfestival

Den sprængfarlige konflikt mellem Israel og Palæstina er i fare for at overskygge de ellers hotte hovedpersoner i israelske Michael Mayers første spillefilm.

Det slår gnister, da den lækre unge psykologisturende palæstinenser, Nimr, møder den ligeså labre israelske advokat, Roy, på en homobar i Tel Aviv. Men det er ikke nemt for de unge elskende, når deres kærlighed er uønsket på begge sider af grænsen.

Mens kærligheden spirer mellem de to mænd, må Nimr hele tiden forholde sig til sin mistænksomme familie hjemme i Ramallah. Nimr bor med sin mor, lillesøster og storebror, som beskylder Nimr for ikke at tage den politiske konflikt alvorligt, fordi han bruger al sin tid på sine studier. Relationen bliver endnu mere anspændt, da Nimr får tilladelse til at følge et kursus i Tel Aviv, alt imens broren opruster og skjuler våben i kælderen. Paranoiaen for politisk forræderi er til stede på begge sider af muren: Lederen af den israelske sikkerhedstjeneste, den psykopatiske Gil, udnytter palæstinensiske homoers angst for at blive outed, til at tvinge dem til spionage – og de palæstinensiske modstandsgrupper myrder selvsamme spioner. Da Nimrs bror opdager, at Nimr frekventerer ikke kun universitetet, men også Tel Avivs homobarer, er han for alvor i fare, og Roy prøver med alle midler at redde sin elskede.

Slutningen skal ikke afsløres her, men med Palæstina/Israel-konflikten som ramme er der ingen nemme løsninger. Temporet er højt og stemningen intens, og man bliver med det samme revet med af dette politiske thriller-drama. Filmen er dog blevet beskyldt for pinkwashing – at udnytte den komplekse politiske konflikt til ukritisk at fremstille Israel som homoheaven, og Palæstina som homohelvede – og selvom det ikke åbenlyst, er der noget om snakken. Nimrs konstante angst gør ham passiv og hjælpeløs i sit eget liv, mens Roy fremstår som den aktive redningsmand. Filmen efterlader et indtryk af Palæstina som et grumt, homofobisk og voldeligt ødeland, mens Israel rummer frihed, muligheder og homobarer.

Selvom billederne er smukke, og alle spiller overbevisende, ender netop den politiske situation med at stjæle opmærksomheden fra den kærlighedshistorie, som er filmens egentlige omdrejningspunkt. Der bliver ikke brugt nok tid på at vise at Nimr og Roy vitterligt er smaskforelskede soulmates, og derfor bliver det aldrig helt overbevisende, at de to mænd elsker hinanden så inderligt, at de vil gøre hvad som helst for at være sammen.

3af5_web