PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

14
mar

Kampen om Ørstedparken

Vold mod queers er et tilbagevendende tema og desværre altid aktuelt. Men der er mange forskellige måder at forholde sig til den evige trussel om vold, som queers står overfor, på. I denne artikel ser vi tilbage på nogle ting, der skete i 2008. Et voldsomt år, hvor både queerbashere og anti-queerbashere skruede godt op for varmen. Hadforbrydelser er desværre fortsat et aktuelt emne.

I sensommeren 2008 trak omkring 20 unge queers (og deres venner) bandanaen op for ansigtet og drog ind i Ørstedsparken i København midt om natten. Parken er et velkendt mødested for mænd, der har sex med mænd. De unge maskerede aktivister patruljerede med jævne mellemrum og trak rundt i parken i timevis. De var der for at beskytte bøsserne og tæske dem, der tæskede bøsserne. Hvis det blev nødvendigt.

Det lyder måske lidt psykopatisk at starte sit eget tæskehold og brage ud i natten for at opsøge slagsmål, men ideen opstod heller ikke ud af den blå luft. Jeg var ikke selv med til patruljerne, men mit eget engagement i en radikal og militant modstand mod hadforbrydelser startede i efteråret 2006, da jeg modtog et opkald fra en af mine venner, som tit går i byen i indre København.

”Vi må gøre noget”
Jeg husker det som om, han var forpustet, da han ringede. Det var søndag eftermiddag, og jeg kunne høre på ham, at han var ude af den. Luften dirrede af akuthed. Han havde været i Studiestræde hen på morgenen, da barerne lukkede, og de sidste stive homoer blev hældt ud i morgensolen. De havde været en flok på omkring 20 ude foran Masken Bar, mest bøsser, da to mænd kom op og begyndte at nikke skaller til højre og venstre og råbe ”bøssesvin.” Min ven blev ved med at sige: ”Vi bliver nødt til at gøre noget, Mads. Vi skal gøre noget nu.”

Jeg havde en ide. Dengang var jeg fast aktivist i Ungdomshuset på Jagtvej, og dagen efter var der mandagsmøde. På mødet fik jeg lov at låne den store sal en eftermiddag hver uge, så jeg kunne undervise bøsser i selvforsvar, og allerede den følgende torsdag stod jeg oppe i salen med boksehandsker og sandsække foran en flok forventningsfulde og frustrerede queers. Jeg var ikke selv verdensmester i at slås. Langt fra. Men jeg kunne nogle basale ting, og dem startede jeg med at lære fra mig. Det var bedre end ingenting. Senere fik jeg hjælp fra en ven, der havde mere erfaring, og da Ungdomshuset blev ryddet mindre end et halvt år senere, fortsatte selvforsvarsholdet på Det Frie Gymnasium og i parker på Nørrebro, når det var godt vejr.

At forvandle frygt til vrede
Jeg var selv startet med at træne kampsport i Ungdomshuset i foråret 2005 efter at være blevet truet lige udenfor mit kollektiv på Vesterbrogade. Jeg havde stået med mit ’queer’-rygmærke og to venner, da en flok unge mænd kom op til mig og truende spurgte, om jeg var bøsse. Jeg løj og sagde nej. Der var ingen tvivl om, at jeg havde fået på munden, hvis jeg havde sagt ja.

I dagene efter episoden var jeg for det første så flov over, at jeg havde løjet om min seksualitet, at jeg havde lyst til at kaste mig ud fra Rundetårn. For det andet kunne jeg mærke, hvordan frygten for at få tæsk sneg sig ind på mig. Jeg begyndte at cykle hurtigere, kigge mig over skulderen, overvejede at fjerne mit rygmærke (og kravle ind i skabet igen), havde hjertebanken, når jeg gik på gaden om natten. Det var syvende gang, jeg var blevet angrebet på gaden, og jeg var ikke sluppet så billigt hver gang. Jeg var ked af, at jeg havde løjet om mig selv, men jeg fortrød det ikke. Hvis jeg ikke havde løjet, kunne jeg have fået ødelagt mit smukke ansigt.

Efter et par uger tænkte jeg: fuck nej, det skal fandeme være løgn. Jeg gider ikke være bange mere, og det skal blive sidste gang, jeg bare står og tager imod og lader mig skræmme af sådan en flok tabere. Og så pakkede jeg min sportstaske og tog ned i Ungdomshuset til de andre, der var trætte af at lade sig skræmme af gadens bøller.

Tøsedrenge kan også slås
”Tidligere har mange bare accepteret, at sådan er det at være bøsse, men man skal være opmærksom på, at muligheden for slå igen er der.” Sådan sagde jeg i P4 København, da jeg blev interviewet som repræsentant for Queer Jihad.

På Ungdomshusets kampsportshold lærte jeg at sparke folk i skridtet, slå dem på struben, prikke øjnene ud på dem og forsvare mig med flasker, askebægre, stole, nøgler og sten. Ikke særlig elegant, ikke noget kung fu, ikke noget med karate-åndedrætsteknik, bare brutale tricks til at klare sig igennem noget af det, livet byder en som queer. Jeg har altid hadet både sport og vold og har altid været – og er stadig – lidt af en tøsedreng, og jeg håbede, at jeg aldrig ville få brug for noget af det. Men det føltes virkelig rart at gå rundt på gaden og vide, at hvis det skulle blive nødvendigt, så ville jeg kunne forsvare mig. I hvert fald mod den typiske gaybasher. Du ved; fuld og bøvet

Den aften på Vesterbrogade kunne jeg pludselig se, at mit liv kunne udvikle sig i forskellige retninger, og jeg var blev stillet overfor et valg: enten måtte jeg gå til verden med kløerne fremme, klar til de kampe, den byder mig, eller også måtte jeg tone min queerhed ned, prøve at leve lidt mere i skjul. Være som de andre. Forskellige mennesker vælger forskellige strategier. Sådan skal det være. Jeg hverken kan eller gider ”være som de andre”. Så jeg begav mig ud på en rejse, hvor selvforsvar er en nødvendighed, og hvor det gode liv ikke er noget, man får foræret, men noget, man må slås for.

Jeg bliver selvfølgelig stadig angrebet på gaden, men jeg oplever det på en helt anden måde nu. Jeg bliver ikke bange mere. Jeg bliver vred. En dag sad jeg inde foran Rundetårn med min kæreste, da der blev kastet æg på os. Førhen ville jeg have tænkt på alle de ting, der kunne ske: kommer de løbende om lidt med knive og bats? Hvad er det næste, de kaster med osv.? Men i stedet rejste jeg mig op og orienterede mig i området. Forsøgte at finde ud af, hvor æggene kom fra, om vi var omringede, skulle forvente mere angreb, hvor vi kunne flygte hen, hvad vi kunne bruge til at forsvare os med, osv. Jeg så ikke mig selv som et hjælpeløst offer mere, men som en person, der havde muligheder for at handle i situationen. More action, less tears – som man siger.

Queer Jihad: Vi er trætte af pis
Omkring halvandet år senere, i februar 2008, satte vi i Queer Jihad ord på handlingen, da vi udgav et temanummer af vores månedsblad om at forsvare sig, når man bliver angrebet. Temanummeret fik titlen ‘Træt af Pis’ og indeholdt blandt andet en guide til selvforsvar, et interview med en person, der havde været med til at patruljere Ørstedsparken i 80’erne og en opfordring til at love sig selv at forsvare sig selv og sin kærlighed.

Det alternative nyhedssite, Modkraft, skrev en artikeli om os, som udløste en sand mediestorm. Telefonen ringede konstant, og vi gav interviews i radioen, nyhederne og de fleste aviser. De ville også have os på tv, men det turde vi alligevel ikke. I Danmark var det meget sensationelt at opfordre queers til at forsvare sig selv. Samme år var en opfordring til selvforsvar en central del af det glittede blad, der blev udgivet i anledning af Priden i de større tyske byer.

De fortørnede journalister spurgte, om vi ikke var bange for at optrappe volden? Om ikke vi var med til at gøre samfundet mere voldeligt? Og vi prøvede at forklare dem, at det jo ikke var sådan, at der ikke fandtes vold i samfundet, før Queer Jihad kom til. Volden er der allerede, den opstår ikke, fordi queers lærer at slås. Vi udfordrer bare den vold, vi møder. Vi udfordrer status quo.

Hvorfor skulle man ligge stille under en voldtægt?
LGBT Danmarks (dengang LBL) hate crimegruppe og politiet mente, at man bare ville gøre det hele værre, hvis man forsvarede sig:
“Det er vigtigt for os at modarbejde hate crimes, men vi kan på ingen måde opfordre til selvtægt eller voldelige aktioner. Det vil kun få volden til at eskalere. Vi opfordrer til, at man flygter, hvis man bliver udsat for et voldeligt overfald. Tit er det grupper på tre-fire personer, der står bag sådanne overfald, og hvis man er alene, er det svært at stille noget op. Vi opfordrer til, at man henvender sig til politiet og anmelder, at man er blevet udsat for en hatecrime,” udtalte Mikkel Dresler, næstforperson i LBL til Jyllands-Posten.

Vi svarede, at hvis man siger til en ung queer, der får tæsk, at det rigtige er at løbe væk, så stiller man sig på voldsmandens side. Man giver voldsmanden ret i, at det offentlige rum er forbeholdt heteroseksuelle, og homoer skal bare forsvinde, hvis de ikke vil have tæsk. Man antyder også, at alle queers er svagere end alle queerbashere og aldrig vil have en chance i en slåskamp.

Vi gjorde også opmærksom på, at for ikke så mange år siden sagde man til kvinder, at hvis nogen prøvede at voldtage dem, skulle de bare ligge stille, så ville det hurtigt være overstået. Hvis de forsvarede sig, ville det bare blive værre. Senere fandt man ud af, at de fleste kvinder, der forsvarede sig, faktisk havde en ret god chance for at slippe væk, og at stort set alle, der var sluppet væk fra et voldtægtsforsøg, havde forsvaret sig. Hvorfor er queers de eneste i samfundet, som ikke må forsvare sig?

Vi ville gerne ændre mentaliteten hos mange queers. Det virkede som om, mange følte, at vold og trusler bare var en del af livet, som man måtte acceptere som queer. Noget man bare måtte tage med i købet. Og det er også rigtigt, at det er et vilkår for queers, at vi lever i et samfund, hvor nogle mennesker hader os. Men det betyder ikke, at vi behøver acceptere det. Vi kan forholde os til det. Og en måde at forholde sig til vold og trusler på er at lære selvforsvar. Vi henvendte os til queer mennesker med beskeden: Du er værd at forsvare. Vi var ikke ude på at sige til queerbasherne, at de bare skulle komme an.

[nggallery id=24]

Organiserede overfald udløser demonstration og sammenhold
Nogle måneder senere var der en række organiserede overfald på bøsser i Ørstedsparken. Grupper af maskerede mænd med jernrør tævede i mindst tre tilfælde bøsser, mens de råbte dødstrusler. Et af overfaldene sendte offeret på hospitalet i flere dage og fandt sted den 22. juli 2008 under den årlige Queer Festival et andet sted i København.

Ham, der blev overfaldet, var ikke en del af miljøet omkring festivalen, men det var Simon, en af hans venner. Simon indkaldte sammen med festivalen til et møde om, hvad man skulle gøre. Der dukkede et sted mellem 50 og 100 mennesker op. Der blev skrevet hilsner og samlet penge ind til blomster, som blev sendt til hospitalet, og der blev arrangeret en demonstration, der skulle gå fra Queer Festivalen og ind gennem København til Ørstedsparken for at gøre opmærksom på den vold, som blev ignoreret af medier og politi, og som de fleste danskere nægtede at tro på fandt sted. Der blev malet et banner med teksten: ”act against homo- and transphobic violence” og der blev skrevet en løbeseddel, som blev delt ud i 1000 eksemplarer til forbipasserende under demonstrationen.

Til mødet blev gruppen Bash Back! også dannet. Gruppen skulle mødes efter festivalen og sørge for en længerevarende, radikal og militant indsats mod hadforbrydelser i København. Første gang Bash Back! gjorde sig bemærket var tre uger senere, da en anden form for demonstration gik gennem København: den årlige Pride Parade.

Copenhagen Pride: ”Vi skal være taknemmelige”
Priden er ofte blevet kritiseret for at være kommerciel, racistisk, homocentrisk og for ikke at repræsentere seksuelle og kønsmæssige minoriteter på en hverken respektfuld eller nuanceret måde, og i 2008 trængte Bash Back! igennem med en kritik af Pridens påstande om, hvor godt queers har det i Danmark. Copenhagen Prides daværende forperson, Martin Dufke, udtalte:
”I år fejrer vi, at vi kan leve, som vi har lyst til. Hvis vi sammenligner med østlande, hvor homoseksuelle ikke nyder den accept og åbenhed, som danskerne generelt har over for homoseksuelle, skal vi være taknemmelige.”

Lotte Knold, talsperson i Bash Back!, svarede tilbage i et interview:
“Vi finder det provokerende, at homoseksuelle får at vide, at de skal være taknemmelige for, hvor godt de har det i Danmark i forhold til udlandet. Så godt har de det ikke. Homo-, trans- og biseksuelle bliver forfulgt hver dag. Der bliver givet et glansbillede af København og Danmark som homoparadis.”

Bash Back! påpegede, at det for det første slet ikke er så problemfrit at være queer i Danmark, som Priden gerne ville have det til at se ud. For det andet skal man ikke være taknemmelig for rettigheder, som er fuldstændigt selvfølgelige for resten af befolkningen. Tværtimod bør man være vred over, at man ikke har de samme rettigheder som andre, og at man ikke kan føle sig tryg i samfundet. Under paraden blev der igen delt løbesedler ud til deltagere og tilskuere.

Hvorfor vi var så vrede
Når vi var vrede nok til at trække i bandanaen og gå tur i parken om natten i flok, var vi altså ikke kun vrede på de psykopater, der tævede bøsser med jernrør. Vi var også vrede over den måde, volden blev håndteret på af samfundet. Priden og det kommercielle homomiljø, der kun er ude på at tjene penge og ikke vil have ødelagt deres business af rygter om vold, fortiede problemet, selvom det gik ud over deres egne kunder.

Politikerne hældte vand ud af ørene, hvis ikke de lod som om, de ikke vidste, hvad der foregik. Ind i mellem kunne man høre de rige, hvide, unge bøsser inde i byen, der havde sit på det tørre, sige, at folk, der cruisede i parken selv var skyld i det, for ”det er da også for klamt.”

LGBT Danmark, som egentlig burde kæmpe for LGBT rettigheder, kunne ikke finde på noget bedre at sige, end at folk skulle løbe væk og bede de store, stærke (heteroseksuelle) politimænd om hjælp. Og politiet havde et solidt rygte, der sagde, at hvis man anmeldt en hadforbrydelse (eller en voldtægt), skulle man ikke regne med at blive taget særligt alvorligt.

Og da så Queer Jihad og Bash Back! opfordrede folk til at forsvare sig selv, sagde politiinspektøren til os, at ”ideen er dårlig, fordi det jo kan ende med at blive dem selv, der får en voldssag på halsen lige pludselig.” Hun truede på den måde de folk, der i første omgang var ofre for vold, med en fængselsstraf, mens hun fortiede, at man ifølge straffelovens §§ 13 og 14 har ret til at forsvare sig indenfor visse rammer.

Hun mente ligesom LGBT Danmark, resten af politiet og alle politikerne, at queers ikke har ret til at forsvare sig. De eneste rettigheder, vi har, er at få tæsk og gå til politiet bagefter.

Vi var vrede over alt det. Vi havde fået nok af at få tæsk, nok af at få at vide, hvor godt vi har det, og hvor taknemmelig vi skulle være, nok af at blive grinet af af politikere og politi, og vi følte, at tiden var kommet til at tage jernrøret i egen hånd. Så at sige.

Ørstedsparken er stadig frirummet for nogle
Simon var med til nogle af patruljeringerne i Ørstedsparken. Han synes ikke, der er noget galt med at bruge parken til sex, og det er i hvert fald ikke grund til at tæske folk. Han fortæller om, hvordan det var:

”Vi tog ind i parken om aftenen og gik rundt i nogle timer. Jeg tænkte over, om folk ville tro, vi var gaybashere, for vi var en gruppe, der gik rundt sammen i sort tøj. Vi havde godt nok alle sammen en lyserød bandana for ansigtet, men der var jo mørkt, så jeg ved ikke, om folk kunne se det. Jeg var ikke bevæbnet, og det tror jeg heller ikke, de andre var. Vi var 10-15 sammen, så det var ikke nødvendigt.

Vi kom aldrig til at slås med nogen. Vi mødte hverken cruisere eller bashere, de gange jeg var med. Vi vidste også godt, at det var usandsynligt, at vi ville være der lige præcis samme tid som basherne. Men det handlede også om at sætte et eksempel og sige fra.

Det er selvfølgelig en meget radikal aktionsform, men folk blev tævet halvt ihjel pga. deres seksualitet, og der var ikke rigtigt andre, der gjorde noget ved det, så jeg føler, det var rigtigt at sætte en grænse. Vi patruljerede for at tage rum tilbage, der var blevet gjort usikkert.

Ørstedsparken har en vigtig historie som cruisingområde. Det har været et sted, hvor folk kunne møde hinanden og have sex i en tid, hvor det var umuligt at udleve sin homoseksualitet åbent. Og den tid er ikke ovre for alle. Der er folk, der er usikre på deres seksualitet eller ønsker en anonym seksualitet eller at eksperimentere, og de har mulighed for at prøve ting af i parken. Det er en fantastisk ting, og det er vigtigt at forsvare.”

Kun Kong Vinter stopper cruising
Efter nogle måneders patruljering begyndte nætterne at blive koldere, og der blev længere mellem både cruisere, queerbashere og patruljeringer. Da vinteren 2008 for alvor satte ind, var det eneste, der var tilbage fra kampen om Ørstedsparken, de printede A4-ark, der var klistret op i området, med en advarsel om, at kampberedte aktivister patruljerede i parken med uregelmæssige mellemrum og de store, spraymalede bogstaver ved alle parkens indgange med den klare besked: Skrid machosvin!

Mere læsning fra dengang:
Homo-fest i voldens skygge
Politichef til bøsser: Stop selvtægten og anmeld i stedet
Homoseksuelle kritiserer Pride Parade
Blodigt overfald på bøsse chokerer Queerfestival
Bøsser opfordres til at slå igen
Bøsser forsvarer sig mod overfald
Queer Jihads tema om vold

Mads Ananda Lodahl er foredragsholder, journalist og forfatter. Læs mere om ham på hans hjemmeside: almindelig.com
Queer Jihad udgiver en bog den 31. maj. Bogen fejres med en stor queer fest i Ungdomshuset samme aften. Følg med på queerjihad.dk

3 Responses

  1. Daniel Jensen

    Parken hedder ØRSTEDSPARKEN…for den er ikke kun opkaldt efter HC men også hans bror…

  2. Peter

    Selvtægt eller ej, svært at sige.
    Det værste er egentligt at første kommentar her handler om navnet er korrekt.