PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

9
feb

Kærlighedens årgangsvin

FILMANMELDELSE: Love is Strange
Berlinalen 2014

Mine forventninger var store til Ira Sachs sidste skud på filmstammen, efter han ved forrige Berlinale løb afsted med Teddyprisen for Leave the Lights on, med danske Thure Lindhart. Og med Love is Strange har han igen kastet sig ud i en rørende kærlighedshistorie, denne gang med et noget ældre par.

Ben og George har været sammen i 39 år og bor i New York. Her underviser George i musik på en katolsk skole, mens Ben nyder en tilværelsen som pensionist. Da registreret partnerskab mellem homoseksuelle par bliver tilladt, beslutter de sig for at blive gift. Men kort tid efter afskediges George uden varsel fra sit job, og de ser sig pludselig nødsaget til at sælge deres hjem igennem 20 år. Ben flytter ind hos sin nevø og dennes kone og søn i Brooklyn, mens George ender på sofaen hos underboerne, et ungt bøssepar. Skønne Marisa Tomei spiller nevøens kone, en arbejdsom forfatter, som venligt, men febrilsk forsøger at koncentrere sig om sit næste værk, mens Ben hyggesludrer fra sofaen. Hun lever fuldstændig op til forestillingen om den over-imødekommende og hjælpsomme New Yorker. Det er de der øjeblikke, hvor høfligheden bare bliver så kvælende, at man får lyst til at ruske i de velopdragne og bede dem om at åbne munden og udtrykke, hvad de i virkelighed mener.

Uvisheden om fremtiden og den uundgåelige indskrænkelse af privatsfæren i de små hjem sætter deres venskaber på prøve. Alt imens chokeres man i biografsæderne over de vanvittige ejendomspriser i New York. Heldigvis er Love is Strange fyldt med smukke billeder af den fantastiske og levende by, og man forstår igen, hvorfor så mange mennesker elsker netop denne metropol til trods for den høje kvadratmeterpris.

Love is Strange bevæger sig konstant, men sikkert og afbalanceret, lige på linjen af et følelsesregister, hvor glæden puster fra den ene side og sorgen fra den anden. Der er for eksempel en fin komik i den underspillede kliché om, at mens de unge fester, drikker og ser Game of Thrones, går de gamle til klassiske koncerter og på galleribesøg. Samtidig er Alfred Molina og John Lithgow aldeles fremragende og nærværende i deres roller. Det er befriende og meget rørende at se et ældre bøssepar så ømt portrætteret. Man tryllebindes fra start til slut af deres stærke bånd og kærlighed til hinanden. En moden kærlighed, der er styrket af årene. Begejstringen hos denne anmelder er derfor endnu større end for instruktøren Teddy-hit fra 2013.

4af5_web