PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

27
mar

Jacob Bundsgaard uddeler Aarhus Pride-prisen

Foto: Martin Ballund

Lørdag den 1. juni kl. 17 uddeler Aarhusʼ borgmester, Jacob Bundsgaard, Aarhus Pride-prisen på Officerspladsen. Prisen er stiftet af Aarhus Pride og gives til den eller de personer, der har gjort en særlig indsats for homoseksuelles, biseksuelles og transpersoners levevilkår.

Med prisen vil Aarhus Pride hylde hverdagens helte, som gør det nemmere at være en såkaldt LGBT-person. LGBT er den engelske forkortelse for ”lesbian, gay, bisexual, transgender”.

Ligestilling kommer ikke af sig selv. Det kræver et aktivt valg, og det vil Aarhusborgmester Jacob Bundsgaard (S) gerne slå et slag for.
– Aarhus er en god og tryg by at være borger i. Det gælder også for LGBTpersoner. Vi har hverken censur eller love, der diskriminerer personer med en særlig seksualitet. Det er noget, vi har valgt i vores del af verden, og sådan skal det blive ved med at være. Hvis der ikke er plads til at være anderledes, mister vi muligheden for at opfylde vores egne drømme om et godt liv. Derfor glæder jeg mig til at kunne uddele Aarhus Pride-prisen den 1. juni, siger Jacob Bundsgaard.

Hos Aarhus Pride er der både glæde og stolthed over, at borgmesteren vil overrække prisen.
– Vi er rigtig stolte over, at Jacob Bundsgaard vil overrække Aarhus Prideprisen og støtte vores arbejde med at nedbringe negative fordomme om LGBTpersoner.

Det er en enorm moralsk støtte, at borgmesteren og bystyret på den måde støtter op om det arbejde, siger Martin Møller Aamand, talsmand for Aarhus Pride.

Indstilling til prisen
Alle kan indstille potentielle prismodtagere til nominering, og nomineringsprocessen foregår via Aarhus Prides hjemmeside samt Facebook og Twitter fra 2. april. Efter nomineringsprocessen udvælger arrangørgruppen bag Aarhus Pride vinderen ved en intern afstemning.