PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

22
dec

Iransk kvindekærlighed på kogepunktet

FILMANMELDELSE: Forbudt kærlighed
Originaltitel: Circumstance

De to gudesmukke veninder Shireen (Sarah Kazemy) og Atafeh (Nikohl Boosheri) forelsker sig ganske ukompliceret i hinanden. Men de lever i et stærkt religiøst Iran, og Atafehs bror Mehran (Nikohl Boosheri) vender hjem fra et fængselsophold med intentionen om at redde både sin familie og Shireen fra et sekulariseret liv med musik, vin og (delvis) ligestilling mellem mænd og kvinder. Altså bliver deres kærlighed sat på prøve.

Maryam Kezhavarz har med Forbudt Kærlighed begået en sensuel, indfølende og politisk film, som løb med publikumsprisen ved den seneste Sundance Film Festival. Forbudt Kærlighed sætter fokus på livet i almindelighed for iranske unge, og på homoseksuelles og kvinders vilkår i særdeleshed – alt sammen godt fortalt og utrolig lækkert pakket ind. Letpåklædte, smukke kvinder og Atafehs flirtende øjne sørger for, at man forlader biografen i godt humør, trods det, at filmen berører et alvorligt tema.

Og det er netop et minus ved filmen. Selvom vi bliver lukket ind i et Iran, vi ikke vidste fandtes, med hemmelige undergrundsklubber, druk og stoffer, og baglokaler der tilbyder udenlandske film, så er det hele stadig lidt for pænt.

Det er svært at forestille sig, at filmen vil blive vist i Iran eller andre mellemøstlige lande. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor Kezhavarz ikke sætter problemstillingen mere på spidsen. Det er som om karaktererne får lov til at give op overfor systemets undertrykkelse ved enten at indordne sig eller forlade landet.

Men når det er sagt, har vi her en utrolig velskrevet og velproduceret film, der med en sjælden elegance præsenterer alvorlige problemstillinger med en naturlighed, som kun kan komme indefra. Det er nærmest opløftende at se, hvordan Atafeh, Shireen og deres venner manøvrerer rundt i et kontrolsamfund på bedste vis, for at kunne leve som de har lyst til. Og samtidig så ganske nedslående at indse, at dette er livet for mange mennesker verden over.

Forbudt Kærlighed rammer en fin balance af provokation og underholdning, og der er absolut potentiale til at blive en mainstreamfilm, som sætter diskussionen i gang hos den brede befolkning. Og så gør det måske ikke så meget, at den ikke rigtig rykker som smal politisk debatfilm.


[product id=”6419″]

 

1 Response