PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

10
apr

Hyldest til den ærlige hverdagsliderlighed

FILMANMELDELSE: I Want Your Love
Fringe! Gay Film Fest

Londons alternative homofilmfestival, Fringe!, blev torsdag aften skudt i gang med cum shots i gavmilde mængder.

Antonio Da Silvas kortfilm Mates, der blev vist som forfilm, slog fint stemningen an til en aften i liderlighedens tegn. Mates handler kort og godt om fuck buddies. Uden dialog klippes der hurtigt og kontant mellem forskellige mænd, der mødes for at knalde; fra den første sms over sex med sokker på til de kommer og til sidst går igen. Fin og fræk film med actionpacked hjemmevideoæstetik.

Hovedfilmen I Want Your Love videreudvikler og raffinerer denne utraditionelle form med ægte sex på film. Den unge performancekunstner Jesse må efter ti år i San Franciscos kreative homomiljø sande, at han er løbet tør for både penge og ideer. Derfor vil han flytte tilbage til sine forældre i Ohio, hvor han kan bo gratis, og hvor der forhåbentlig er mindre rift om kunstmidlerne. Men inden den tvivlsomme retur til provinsen siger han farvel med manér, og vi følger ham og hans venner en weekend med fest, sex og mere sex.

I Want Your Love har hverken homoseksualitet eller sex som decideret tema, men foregår i Jesses bøssekollektiv, og har derfor naturligt nok bøsser som hovedpersoner. Det er befriende skønt ikke at få forklaret hvorfor, men bare at blive inviteret indenfor i en gruppe menneskers private verden; de ryger joints, griner, kysser, snakker og skændes. Og har sex. Masser af sex. For mennesker har jo sex! Når vi er liderlige, når vi har brug for tryghed og nærhed, når vi er forelskede og desperate.

Men ægte sex på film er kontroversielt, og grænsen mellem porno og sex på film blev ivrigt diskuteret med instruktøren Travis Mathews i den efterfølgende Q&A. Publikum var overvejende begejstrede – inklusiv denne anmelder – for det er faktisk alt for sjældent, at film giver plads til sex som en del af historien. Hvor porno gerne har close-ups af kønsdele i fuld vigør, med det ene formål at ophidse tilskueren, er sex i I Want Your Love udtryk for karakterernes sindsstemning og personlighed – inklusiv scener, hvor sex er pinligt og ufrækt.

Derfor bliver man aldrig i tvivl om hvilken type film I Want Your Love er, for den er velspillet, morsom og rørende, og instruktørens fokus på følelsesmæssig ærlighed og intimitet er tydelig. At filmen er produceret af pornoselskabet NakedSword siger noget om, hvor svært det er at få finansieret sex på film – og Mathews fortalte, at det faktisk var producenten, der bad ham holde lidt igen med cum shots!

Et intimt indblik i en flok venners hverdagsliv kræver en troværdig og nuanceret skildring af dette, også når folk har sex. Jeg hepper på fænomenet, og ser frem til mere biografmedieret banal, basal, realistisk liderlighed …

4af5_web

BONUS:
Travis Mathews er også instruktøren bag In Their Room-serien: Dokumentarer, der skildrer bøssers hverdagsliv i forskellige storbyer. www.travisdmathews.com.
Find mere af Da Silvas kortfilmslir på antoniodasilva.tumblr.com


[product id=”11466″]