PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

10
apr

Hvis Sliding Doors var et lesbisk teenagedrama

FILMANMELDELSE: Route of Acceptance
London Lesbian and Gay Film Festival

Tænk, hvis ens skæbne afgøres af ét enkelt valg? Route of Acceptance udforsker dette teenage-tankeeksperiment med den ivrige og ambitiøse teenagepige, Ryans, nært forestående valg af universitet som afsæt.

Ryans livsmission er at blive manuskriptforfatter, og hun glæder sig til at forlade sin lille canadiske hjemby. Men det store valg af universitet handler ikke kun om at få den rigtige uddannelse, men også om at møde de rigtige mennesker – og måske kvinden i sit liv. Det er derfor både hjerne- og hjerteskærende svært for hende at vælge mellem de tre universiteter, hun er blevet optaget på.

Filmen fortæller de tre forskellige historier, om hvordan Ryans liv former sig efter hun er færdiguddannet – som henholdsvis succesfuld, utro manuskriptforfatter; ung mor og forelsket i sin brors forlovede.

I dedicate basically every second of my life to lesbian filmmaking”, har den unge indie-ildsjæl, Heather Tobin, proklameret, og Route of Acceptance er hendes tredje af slagsen. Hun selv har skrevet, instrueret, klippet og produceret filmen på et mikroskobisk budget. Derfor er alle skuespillerne også ubetalte amatører. Nogle af dem gør det mellemgodt, og Emily Alatalo (Ryan) er karismatisk, virkelig smuk og kan græde overbevisende.

[youtube width=”400″ height=”280″ video_id=”oaHTLm0tohM”]

Route of Acceptance er desværre bare ikke en særlig god film. Dialogen er irriterende prætentiøs á la de øretæveindbydende, pseudointellektuelle teenageres langtrukne følelsesudbrud i Dawsons Creek og Gilmore Girls. Ryans trivielle talestrømme får hende ikke til at fremstå reflekteret og moden, men tværtimod selvoptaget og fortænkt. Nogle scener er smukt filmet, og lyden er mestendels i orden, men filmen er alt for lang – måske fordi det er overambitiøst at ville fortælle tre historier i én film, når Tobin selv har skulle varetage stort set alle dele af produktionen.

Man kan mistænke filmen for at være en narcissistisk udlevelse af Tobins egne teenagedrømme om at blive manuskriptforfatter, fordi filmen går i selvsving over sin egen idé, og aldrig kommer ud af Ryans navlepilleri.

Idéen om ét skæbnesvangert valg er i sig selv banal, og det kræver derfor en sindrig iscenesættelse at gøre sådan et plot seværdigt og interessant. Det lykkes ikke helt i denne lesbiske ungdomsversion af Sliding Doors, selvom alle involverede har kæmpet bravt.

1af5_web