PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

11
mar

Hilsen fra en hetero

DEBAT. Jeg har lige siden jeg var ganske ung haft den holdning, at seksuel ligestilling er noget af det mest fundamentale for, at vi kan respektere og acceptere hinanden. Jeg behøver i denne sammenhæng ikke argumentere for, at det at være homo eller hetero ikke er noget man vælger, men er noget man er.

Jeg har altid syntes, at kampen for seksuel ligestilling er en kamp vi bør stå sammen om – derfor valgte jeg at engagere mig i Aarhus Pride. Dette har medført, at jeg er »kommet ind i« homomiljøet. Et miljø, hvor jeg har mødt en masse fantastiske mennesker, og hvor det »normale« heldigvis er mere mangfoldigt, end det er i min heteronormative hverdag i øvrigt. Eller, det vil sige, at det troede jeg.

Det undrer mig, hvor tit man egentlig oplever manglende respekt for mangfoldighed internt i homomiljøet. Det er måske et voldsomt statement, men jeg er chokeret over de mange fordomme, som hersker iblandt jer minoriteter. Kommentater som »Jamen, sådan er lebberne« eller »Du er bi og derfor ikke rigtigt en del af os«. Hvorfor har I så travlt med at putte hinanden i kasser? Jeg forstår det ikke. Er det ikke det, vi kæmper for, at resten af samfundet IKKE skal gøre? At homoseksuelle ikke blot er homoseksuelle, men er ligesom alle andre mennesker; forskellige og unikke individer?

Nu refererede jeg til miljøet i bestemt ental. Jeg ved faktisk ikke helt, hvor langt miljøet rækker. Vil/skal alle seksuelle minoriteter og kønsidentiteter inkluderes? Er det de samme politiske mærkesager, der kæmpes for? Jeg synes, at det er grundlæggende spørgsmål, som burde stilles af Landsforeningen. Det er den, der er jeres store repræsentant og skal forsøge at skabe en forandring, hvis vores samfund ikke automatisk giver rum til den mangfoldighed, vi alle ønsker.

Efterhånden undres jeg mere og mere over, at jeg ikke »ser« Landsforeningen. Det kan være, at jeg ikke kigger ordentligt efter, men det tror jeg helt ærligt ikke er tilfældet. Jeg tror, at det er på tide at tage diskussionen op omkring, hvad vi ønsker. Ja, vi – ikke I.

Jeg ved ikke, om det måske er utopi at tro, at alle LGBTQIAP’er kan samles under samme regnbuefarvede fane. Jeg håber det ikke. Det er ikke svært at forstå, hvis man som minoritet har brug for at holde fast i et miljø og præservere det. Men måske ville det ikke skade at stoppe op og overveje, om ikke det er tid til at få ryddet ud i fordomme, kasser og dem-og-os-tænkning? Sætte det gode eksempel.

Jeg har ingen løsninger, men deltager gerne i diskussionen. Også selvom jeg er hetero. Det lader jeg mig ikke gå på af.

4 Responses

  1. Jeg er enig på nogenpunkter. Jeg oplever at mine biseksuelle veninder kan være flove over at sige at de er biseksuelle, da nogle homoseksuelle så ikke “tager dem helt seriøst”. Min Biseksuelle veninde spurgte mig om hun overhovedet måtte komme med til LEZ fest i Aarhus?

    Nogle homoseksuelle kan have travlt med at putte andre i kasser, jeg er selv ligeglad hvad køn og seksualitet folk har. Det er oplagt at tro at homoseksuelle er mere fordomsfri end andre, men hvorfor egentligt? Homoer er jo ligesom alle andre almindelige mennesker – nogle er mere fordømmende end andre og det har intet med seksualitet at gøre, sådan er det bare.

  2. lars

    Camilla har ret når hun skriver “Homoer er jo ligesom alle andre almindelige mennesker – nogle er mere fordømmende end andre og det har intet med seksualitet at gøre, sådan er det bare”.

    Jeg vil gerne tilføje at jeg har brug for en stat, som beskytter og værner om min ret til at være det menneske jeg er og som samtidig giver mig rum til at udfolde og udvikle mig som medborger, resten skal jeg nok selv klare. Som sådan har jeg ikke brug for en interesseorganisation, men frihed til selv at definere mit liv uanset observans og samtidig føle mig tryg.

    Jeg har i 50 år levet som bøsse. Det har været en rejse af ups and downs. Et vilkår når man ikke er som det store flertal, men må leve med det massiv normalitetspres og krav om konformativitet som også andre grupper i samfundet lever under. Det er dette som den selvudråbte heteroseksuelle skribent i ovenstående burde kaste sin kritik på. Samtidig kan man som såkaldt heteroseksuel kun se ind i feltet af homoseksualitet, det er noget helt andet at se indefra og ud, og det afsløres da også i al sin tydelighed i ovenstående kronik hvor svært det kan være.

    Lars T.
    Cand.Pæd.Soc

    1. Stine

      Kære Lars T – selvudråbt (hvad end det så betyder?!) homoseksuel, går jeg ud….

      Jeg synes, at det er fedt, at du som Camilla og Iben opponerer mod kassetænkning, der jo på alle tænkelige måder er ukonstruktiv og undergravende for – hvad jeg håber – er en fælles vision for såvel mange homo’er som hetero’er: nemlig (menneske-)retten til kærlighed.

      Desværre synes jeg også, at du bekræfter Ibens pointe om, at mangfoldighed ikke altid bydes velkommen internt i homo-miljøet, at fordommene også her trives i stor stil. Hvorfor bør Ibens stemme vægtes mindre i debatten om seksuel ligestilling, blot fordi hun er heteroseksuel? Vil vi ikke gerne have så mange som muligt til at kæmpe for seksuel frihed?

      Jeg synes, at det er forbandet ærgerligt, at en så vigtig sag ikke kan være en fælles sag.
      Jeg synes, det er ærgerligt, fordi det holder fordomme mellem “os-og-dem” i live. Og jeg synes, det er ærgerligt, fordi jeg tror, at vi sammen – på tværs af seksuel orientering – kunne komme så meget tættere på den frihed, du selv efterspørger: Friheden til at definere vores eget liv.

      Stine
      Stud.scient.pol

  3. jean

    Det er rigtig sødt af heteroer når de stikker næsen inden for og prøver at sætte sig ind i “anderledes mennesker” eller kulturer. Der er bare altid noget de glemmer. I denne skrivelse synes jeg så det lykkedes den forkælede hetero, at sætte sig lidt mere ind i hvilke situation det er fx at være en minoritet. Jeg ser reaktionerne som at sætte folk i kasser i “miljøet” eller generalisere en person der tilhøre en bestemt seksualitet, som en reaktion vi mennesker har i os udfra nogle grundlæggende behov og i høj grad en reaktion på hvordan omgivelserne/normland eller heteroland skubber til os med deres normative anskuelser. Det er heteroland der farver en del af “miljøet”. Kasserne skal være en bevidst øvelse i at hvis vi gør os fri for denne kassetænkning at se lidt mere unikt på det enkelt menneske og glædes os over hvad vi hver især kan tilføje til menneskeligheden og hvilket drive og dynamik det kan give. LGBTQIAP’er skal ind under et fordi det kan rykker rigtig meget i den rigtige retning og fordi vi er i samme båd og kæmper de samme kampe og H skal også med. For de kan lære rigtig meget af de andre bogstaver om hvad det vil sige at lytte til sig selv og gå efter sit eget hjerte. For vi er alle unikke og anderledes og vi skal hive dette frem i os selv og leve som vores indre nu fortæller os og ikke hvad normer dikterer os. Vi skal lære at lytte til os selv. Det første skridt i at lytte til os selv er taget af den homoseksuelle fx, da denne besluttede sig for at springe ud.