PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

27
mar

Herlige Niller piller videre

BOGANMELDELSE: Niller Pilfinger åbner Bakken
Tekst og idé: Stine Josefine Dige
Illustrationer: Marie Tran Larsen

Så kommer Niller Pilfinger for anden gang! Det bliver forhåbentligt ikke sidste gang, for det er endnu en glad, sprudlende, herlig, dejlig upolitisk og fri for pegefingre-fortælling for børn.

Niller Pilfinger skal med sine to mødre og deres motorcykelvenner ud på Bakken. Men Niller er jo ikke en pilfinger, hvis der ikke kommer uventede knapper og dimmedutter på hans vej, som han jo egentligt ikke må røre ved, men det gør han, heldigvis. Og så lover han egentligt at vente på sine mødre, men pludselig er han blevet væk fra dem.

Historien er ligesom etteren, Niller Pilfinger får en flyvetur, bygget efter en klassisk eventyrmodel; hjemme-ude-hjemme. Eventyret er placeret på et forlystelsessted, og hvilket barn elsker ikke det? Og hvilket barn kender ikke til glæden ved at have en ballon? Niller Pilfingers følgesvend rundt på Bakken er en drage i form af en ballon. Dragen hiver ham afsted ud på nye eventyr. Det er simple greb, men de fungerer rigtig godt på grund af den uhøjtidelige feststemning og mulige magi, der lurer overalt på Bakken. Der er, ligesom i eventyrene, tre der hjælper Niller Pilfinger videre på vej, nu hvor mødrene er ude af syne. Det er en verden, hvor der ikke for alvor kan ske et barn noget, men der samtidig sker alt, hvad barnet kan ønske sig.

Detaljerne er lidt mere frivole i denne børnebog end i forgængeren, f.eks. er der én, der tisser i det fri op af et træ. Det kan træet ikke lide, kan man se på dets ansigtsudtryk i stammen, og min datter på seks sagde i hvert fald også ”adder”! Der er en del leg med stereotyperne i eller med det lyserøde segment, eksempelvis får en skaldet mand pludselig lyserødt hår af noget candyfloss. Jeg synes, det balancerer fint mellem klicheerne og det humoristiske. Samtidig tror jeg egentligt ikke, at heteroseksuelle vil lægge synderlig mærke til det? I hvert fald er denne LGBT-bog for alle, fordi alle mindre børn formentlig kan spejle sig i Niller Pilfingers trang til eventyr. Det er befriende, at bogen ikke forfalder til politiske statements, men fokuserer på at fortælle en god historie med smæk på farverne og glæderne ved at være et barn. Nøjagtigt ligesom den første Niller-bog gjorde det.

Bogen henvender sig til de tre til seks-årige, mens etteren er for to til fem-årige. Måske kommer vi til at følge Niller Pilfinger op igennem hans barndom? Det ville være helt okay med mig og mine unger.

5 af 5
[product id=”10275″]