PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

22
apr

Hellig krig mod heteroerne

BOGANMELDELSE: Queer Jihad

Queer Jihad: Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker! er titlen på en ny samling af artikler, interviews, læserbreve, sexnoveller, manifester, plakater, billeder og en masse andet, som den danske aktionsgruppe Queer Jihad har udgivet gennem tiden. Bogen forsøger kort fortalt, at gøre op med den heteroseksuelle verdensorden, som ifølge forfatterne hersker i alle samfund. Det bliver gjort på en humoristisk og provokerende facon, som i hvert fald i begyndelsen holder læseren godt og grundigt fanget.

Ordet ”jihad” bliver ofte oversat til ”hellig krig” på dansk, og netop krig, er det som bliver erklæret i bogen. Et af de centrale temaer er nemlig queer-bashing eller hate-crimes, hvor bogens artikler leverer en ny tilgang til problemet: Slå tilbage! Der bliver argumenteret vidt og bredt for, hvorfor queers er undertrykte individer, og derfor har ret til at slå igen, hvis de bliver udsat for verbal eller fysisk vold. Der er sågar også en meget anvendelig guide til, hvad man kan bruge som våben og kasteskyts: nøgler, mobiltelefoner og flasker. For det er nemlig din ret, hvis ikke ligefrem din pligt, at forsvare dig selv mod de onde heteroseksuelle mænd, der får skylden for at undertrykke stort set alt og alle på deres vej.

I det hele taget befinder bogen sig på et meget lavpraktisk niveau, ved at give forskellige konkrete forslag til, hvordan man kan udfordre den heteroseksuelle verdensorden. For eksempel kan man som fyr begynde at barbere ben, dyrke sex med andre mænd i byens parker og råbe ”BØSSEMAGT!” på cykelstierne. Hvis du er pige, kan du hjælpe til i kampen ved eksempelvis at male et overskæg, lave et kussetryk eller spille fodbold.

Nu lyder det måske som om, tingene er sat lidt på spidsen, men netop det er meget kendetegnende ved bogen. Problematikkerne bliver præsenteret meget sort/hvidt og ofte virker det som om, Queer Jihad elsker at provokere for provokationens skyld. Men indimellem træder pointen frem. Budskabet er nemlig, meget sympatisk, at du må være og opføre dig præcis, som du lyster, så længe du har reflekteret over det og ikke bare følger ”den kedelige grå heteroseksuelle strøm”. Forfatternes egne refleksioner over artiklerne, som er udgivet for år tilbage, mangler desværre fuldstændig, og værket bliver derfor aldrig mere end en kronologisk samling af øjebliksbilleder.

Grunden til at det hele bliver lidt trættende i længden, er den enorme vrede, der gennemsyrer bogen fra start til slut. Alle får en tur i maskineriet og ingen går fri for Queer Jihads arrigt knyttede næver:  heteromændene, medierne, politikerne, modetøj, Priden, Pan og Beverly Hills. Ja, tv-serien! Om den skrives der: ”Og i Beverly Hills har man kunnet finde svar på samtlige etikette-spørgsmål i forbindelse med køn, sex og kærlighed. Hvis man altså er heteroseksuel. Ellers må man finde ud af det hele selv.”. Så det må man altså heller ikke se. Hvis man vil være rigtig queer (måske bortset fra afsnittet med Kellys lesbiske beundrer, som hun brænder inde sammen med.).

Jeg foreslår, at man læser bogen i mindre bidder, således at bogens militante udtalelser kan nå at synke ind. Heldigvis finder man mellem de meningsdannende artikler og manifester, også en del personlige læserbreve, som giver bogen en dejlig menneskelig dimension og efterlader læseren med en rar fællesskabsfølelse. Dertil kommer de mange tegninger og billeder, som pryder bogens sider.

Der meget at lære af Queer Jihads nye bog – lige fra selvforsvar for bøsser til graffiti-tips til tøser. Og man vil med garanti få et nyt og spændende ordforråd til at tale om køn og seksualitet med: flexkønnet, biokvinde, røvhulsangst, bare for at nævne et par stykker.

Vil du se den heteroseksuelle verdensorden gå bare lidt i stykker, så start med at læse denne bog!

Udkommer 31. maj

3af5_web

4 Responses

  1. Jeppe

    Queer Jihad står for ekstreme synspunkter. Ifølge queerjihad.dk vil man indskænke ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, opfordre til selvtægt og give nogle individer frihed på bekostning af andres.

    Syndebukken er den heteroseksuelle mand, fordi homofober ofte er heteroseksuelle mænd. Citat fra hjemmesiden: ”Hvor tit ser du fx andre end heteromænd smide affald på gaden?”.

    Hvilket land lever Queer Jihad i? Jeg lever i et land, hvor den heteroseksuelle mand er mere kastreret end nogensinde. Hvor der ikke længere findes patriarker i hjemmet, men matriarker. I et land, hvor unge mænd i langt højere grad ikke kan gennemføre en uddannelse.

    Jeg lever også i et land, hvor min seksualitet heldigvis ikke er afgørende for hvilke muligheder jeg har, eller for hvilke valg jeg kan tage. Hvor jeg faktisk som homoseksuel kan vælge, at min seksualitet er sekundært og min personlighed og mine interesser er det primære. Queer Jihad vil gøre min seksualitet til det primære: Jeg må ikke gemme mig i mængden, jeg må ikke være privat om min seksualitet, selvom det er frihed for mig.