PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

18
feb

Grotesk lesbisk roadtrip

FILMANMELDELSE: Dyke Hard
Berlinalen 2015

Bitte Andersson debuterer som instruktør med den, ifølge hende selv, John Waters-inspirerede queer-komedie Dyke Hard. Filmen får point for at skabe et univers, hvor alle karaktererne er homo- eller bi-seksuelle og for de små glimt af grotesk humor. Men, ud over at være sjov, er det svært at se, hvad det er, filmen vil. Og filmen er ikke særligt sjov.

Tiden er skruet tilbage til 1986 med alt hvad dén kliché indebærer af svedbånd og guld-gamacher. Det lesbiske rock-band, Dike Hard, er på vej mod en band-konkurrence i storbyen, hvor de håber at kunne kickstarte karrieren efter mange år uden succes. På deres roadtrip møder de alt lige fra et seksuelt frustreret spøgelse, en thaiboxer, onde ninjas, korrupte dikes on bikes og syngende og sadistiske fængselsvagter til atletiske politibetjente, en kærlig bedstemor, en cyborg fra fremtiden og en mystisk mangemillionær, som vil gøre alt for at bandet ikke når frem til konkurrencen.
Det er en herlig sammenblanding af forskellige karakterer, som umiddelbart trækker hver deres genrer med ind i filmen og bevæger fortællingen mellem action, musical, drama, sciencefiction og gys. Desværre får de forskellige genrer ikke lov til at bryde med den komedie-tone, der gennemsyrer universet fra start til slut, og som denne anmelder desværre ikke finder specielt vellykket. Filmens humor lægger sig et sted mellem Cirkusrevyen og en komedieserie som f.eks. Vore værste år, hvilket etablerer en lidt forceret stemning af “det er her, du skal grine” i stedet for at humoren (som hos f.eks. John Waters) ligger som et lag i en mere grotesk fortælling, der også fungerer, selvom man måske ikke synes, det groteske er sjovt.

Den mest interessante figur er Buck Blossom, som, udover at blive spillet af en af filmens bedre skuespillere (Alexi Carpentieri), får lov til at gennemgå en fin lille udvikling, fra kærlighedssøgende bartender til forelsket fængselsvagt (måske denne karakter skiller sig ud, fordi Alexi Carpentieri, som den eneste af de medvirkende, også har hjulpet til med manuskriptet). Også mange af scenerne med Maria Wågensjö, som spiller bandets keyboardspiller, Scotty, fungerer godt, fordi de går over og bliver en anelse groteske – f.eks. når Scotty gennemknalder det seksuelt frustrerede spøgelse eller får et alternativt “hand-job” på en rasteplads.

Med enkelte undtagelser er humoren i Dyke Hard forholdsvis plat og har primært form af overkarikeret skuespil og “tossede indfald” – f.eks. skal det være sjovt, at karaktererne snakker på en underlig måde, har store bumser i ansigtet eller lykkes med at forføre alle de kvinder, de møder på deres vej – men det bliver lidt kedeligt i længden (dog bør det nævnes, at størstedelen af publikum lod til at være fantastisk underholdt og meget mere på bølgelængde med filmens humor).

2 af 5