PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

boganmeldelse

25
nov

Grønlandsk ungdoms genvordigheder

BOGANMELDELSE: Niviaq Korneliussen – Homo Sapienne

Mød Fia, Inuk, Arnaq, Ivik og Sara. Gennem fem kapitler oplever vi, gennem dem, verden som ungt (LGBT) menneske i Nuuk. Deres historier flettes ind i hinanden og vi kommer helt ind under huden på dem. Der er meget alvor, men også meget humor. De støtter hinanden, de svigter hinanden, de misbruger hinanden og de elsker hinanden. De tænker, de tvivler, de håber, de lever og de overlever.

Niviaq Korneliussens debutroman Homo Sapienne rummer sine hovedpersoner på vidunderlig vis. Som læser opfordres vi ikke til at elske dem ubetinget. Korneliussen inviterer os til at føle med dem og forstå dem, for derved at holde af dem på trods, ligesom de selv holder af hinanden. Det er en meget fin gengivelse af livet i små samfund/små miljøer og jeg glæder mig til Korneliussens (forhåbentlige) kommende udgivelser.

Romanen er unik på mange måder. Det, der gjorde størst indtryk på mig, var de knivskarpe og meget rammende beskrivelser af dynamikkerne hovedpersonerne imellem. Det er en tydelig fordel for danske læsere, at Niviaq Korneliussen selv har oversat bogen fra grønlandsk til dansk. Korneliussen evner at sætte ord på stærke følelser og gøre noget så abstrakt og flygtigt som livet jordnært og nærværende. Det lykkes blandt andet gennem sproglige symboler, som hun med sit indgående kendskab til teksten, evner at få flyttet flot med over i den danske oversættelse. For eksempel da Fia kysser første gang kysser Arnaq. Navnet Arnaq, betyder nemlig kvinde, men samtidig et helt almindeligt grønlandsk navn. Følelsesbillederne står også stærkt og realistisk for læseren. Her er et eksempel fra scenen, hvor Fia møder Sara første gang:

”Hun sender et [blik] tilbage og jeg føler trang til at skrige, hoppe og kaste rundt med mine arme.”

Og hvem kan ikke genkende dén fornemmelese? Hun evner at formidle følelsen af at mistet grebet om sin krop, de akavede situationer og den manglende evne til at få munden til at lystre. Der er flere passager man får lyst til at læse igen og igen.

Homo Sapienne er, som titlen antyder, en bog om at være mennesker. Hvad end man er ung, er i Nuuk, er forelsket, er i tvivl, er i den forkerte krop eller bare er i livet.

4af5_web