PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

22
apr

Grafisk dødbider-drama

FILMANMELDELSE: Everybody’s Got Somebody… Not Me
BFI Flare 2013

Der bliver lagt op til sensuel og sexy aldersforskels-lir i mexikanske Fuentes’ smukt filmede, sort-hvide debut. Nogleogtredive årige Alejandra bliver vældig betaget af gymnasiesilden Maria, og de to indleder en hot affære, som er dømt til at være i konstant magtubalance. Det kunne i princippet være begyndelsen på lummer softcore porno eller en nervepirrende thriller, men filmen udvikler sig i stedet til et halvkedeligt drama.

[vimeo width=”450″ height=”280″ video_id=”72618652″]

Alejandra er mildt sagt kontrollerende og jaloux, og Maria kan umuligt leve op til hendes krav og forventninger. Filmen er en beskrivelse af deres desperate deroute og ubehagelige konflikter. Det er svært at afgøre, om det er Alejandra eller filmen, der er prætentiøs, men hun slynger om sig banale betragtninger og kliché-citater fra litteratur og filosofi, og man begriber ikke, at Maria orker at høre på det. Der er heller ikke nok seksuel spænding eller ømhed imellem dem til at man bliver rigtig engageret i deres forholdsfnidder, selvom både Andrea Portal (Alejandra) og Naian Daeva (Maria) spiller fint.

Alejandras stive personlighed og firkantede verdenssyn bliver smukt understreget af en lineær kameraføring, som indrammer hver eneste scene som et nøje planlagt grafisk tryk. Men det er som om filmen bliver fanget i sit eget smukke spejlbillede, og går mere op i flotte billeder end i en troværdig fortælling.

2 af 5