PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

1
jun

Gode piger, dårlig musical

FILMANMELDELSE: Bad Girls – The Musical

Baseret på kult-tvserien af samme navn er Bad Girls fortællingen om et bredt spektrum af kvindeskæbner i fængslet Larkhall. Vores blik falder i særdeleshed på det amorøse forhold mellem Nikki Wade (Caroline Head), dømt for drabsforsøg på manden, der voldtog hendes kæreste, og den idealistiske fængselsinspektør Helen Stewart (Laura Rogers).

Det er absolut ikke utænkeligt, at der kunne være kommet en både underholdende og rørende musical ud af dét scenarie. Det er der bare ikke.

Handlingen er mere tynd og sjasket end en Copenhagen-bajer, så den vil jeg ikke spilde din tid med at ridse op. De to en halv time forestillingen varer føles som en livstidsdom. Den ene ligegyldige musicalsang overtager efter den anden i en ellers udmærket designet kulisse, der skaber fin fængselstemning med videoprojektioner og råt stillads.

Dette og lebbelækre Caroline Head er de eneste lyspunkter på en scene fyldt med et virvar af selvmodsigende karakterer. Karakterer, der stort set alle ser ud til at være klædt på med et restparti tøj fra Føtex.

Bad Girls har dog sine (ganske få) charmerende øjeblikke og er ikke uden selvironi, når vi får stepdansende fængselsbetjente og vaskekone-duetter, men dialogen er for svag og fortællingen for inkonsekvent til at engagere nogen.

Skal man grine eller græde? Ingen ved det. Gåden om hvordan musicalen er endt på dvd er kun overgået af gåden om, hvordan den nogensinde er endt på West End. Her overlevede den da også kun to måneder i 2007. Måske på grund af den let misforståelige titel. Bad Girls – The Musical, eller Girls – The Bad Musical…

2 af 5


Læs flere anmeldelser af film om LGBTer på kant med loven i PROUD! Magazine #7 her
[product id=”7111″]