PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

BOGANMELDELSE

2
dec

Genudgivne kropsvæsker i fri dressur

BOGANMELDELSE: Tomas Lagermand Lundme – Forhud & Nation Lisbeth

Det finde lille forlag Møller udgiver kvalitetsbøger i lækker indpakning og af spændende forfattere, og det kan man jo slet ikke bifalde nok. I eftersommeren valgte forlaget at genudgive forfatteren, dramtikkeren og billedkunstneren Tomas Lagermand Lundmes to første bøger Forhud og Nation Lisbeth, der vakte fortjent furore og opsigt, da de kom på markedet i henholdsvis 1998 og 2001. Forlaget kalder i pressematerialet bøgerne for nyklassikkere, og har valgt at forsyne begge bøger med velskrevne efterord af Henrik List og Lilian Munk Rösing, som hver især prøver at begrunde denne klassikkerstatus. Skal man være enig med denne udnævnelse? Tja .

I 1998 tordnede den unge Tomas Lagermand Lundme ind på den litterære scene og vakte opsigt med debutromanen Forhud, der kompromisløst sparkede døren ind til en rå verden af trækkerdrenge, vold, sex, fornedrelse, stoffer og incest. Alt sammen beskrevet i et sprog, der er ligeså råt, koldt og følelsesforladt, som det grusomme liv, som romanens jeg-fortæller lever. Som her i det første tekststykke, der møder læseren:

”UNIFORMEN STIKKER dyret i munden på mig. Jeg sjaskes til. Slikker. Hvalper, min mund er den bedste kusse. Det bedste hul. Han giver sig hen og kommer i et par varme sprøjt, mens kvalmen vender sig i halsen. Jeg synker hans børn. Han giver mig et par nemme sedler og går.”

Velbekomme og velkommen indenfor – so to speak!

I Forhud kommer læseren bogstavelig talt helt ind i og ind under huden på den unge trækkerdreng, der udsættes og lader sig udsætter sig for overgreb, perversioner og grænseoverskridende sex uden, at der er nogen form for moralske stillingtagen fra en fortællerstemme. De moralske skrubler er helt op til læseren selv. Kapitlerne består af korte prosastykker, der ikke udgør en decideret handling, men nærmere skaber et fragmenteret billede af en person i både fysisk og psykisk opløsning og som er kastebold mellem et utal af navnløse mænd, der bogstavelig talt har overtaget råderetten over hans krop, og som gør det bedste de kan, for at pule livet ud af ham. De navnløse mænd, der bevæger sig ud og ind af jeget, omtales konsekvent kun som betegnelser Uniformen, Plejekoteletten, Far osv., hvilket understreger det totale fravær af medmenneskelighed i bogen. Den eneste person, der omtales ved navn er jeg’ets ven/elsker Stefan, der også langsomt og ubarmhjertigt er i opløsning på grund af stoffer og AIDS. I Stefan viser der sig antydninger af ømhed og omsorg – to ting, der ellers er fuldstændig fraværende i bogens dystopiske og konstant grænsesøgende univers.

Forhud er et grumt studie i fornedrelse og overskridelse, og genlæsningen gav mig med det sammen en følelse af væmmelse og fascination, som det kolde og kontante sprog gav mig i for 16 år siden, da jeg læste bogen første gang.

Og væmmelsen bliver ikke mindre, når man bevæger sig over i Lagermand Lundmes anden roman Nation Lisbeth fra 2001. I denne barske og surrealistiske samfundssatire, der udfordrer læseren ved dens spinkle og søgte plot, den konstante overskridelse af kroppens rammer og ikke mindst det surrealistiske sprog, der gør Nation Lisbeth til en tung og anstrengende affære at komme igennem.

Bogens syrede, mareridtsagtige verden kommer til syne i korte prosastykker af forskellig længde, der hægtes sammen af en række personer, der undervejs antager en række forskellige navne og skikkelser, hvilket er med til at understrege det diffuse og mærkelige univers, som handlingen (eller mangel på samme) udspiller sig i. Personerne i romanen fordobles og transformeres hele tiden til mere eller mindre diffuse symboler, som tilføjer samfundskritikken og -satiren bid, men som også bliver alt for meget i længden. Persongalleriet kan koges ned til brødrene Preben Preben og Janus, en handicappet mor og en far, der indimellem hedder Jørgen og er borgmester. Lort, pis, sæd og æg flyder i en lind strøm sammen med chips, sukker og meget andet ud og ind af personerne huller, der hele tiden forvandler sig og gøres klar til nye fyldninger.

Handling skifter mellem et utal af mere eller mindre mareridtsagtige scener i forskellige rum, der knytter sig til statslige institutioner som museum, rådhus, hospital osv., hvor køn, moral, kropslighed, samfund og virkelighed er i konstant forandring og opløsning. Vi skifter mellem scener, hvor brødrene bliver udnyttet seksuelt både af far og andre, den handicappede mor, der lever i et lesbisk forhold, indtil hun og en række andre kvinder spærres inde i en kælder, hvor de går i opløsning, tvangsfodres og tortureres, et forsøg på en revolution og faderen, der skiftevis er borgmester, voldsmand og død. Alt i denne bog er under opløsning, og jo flere sider man vender jo flere rædselsvækkende og kvalmefremkaldende scenarier spiller sig ud, når der proppes, fyldes og trækkes det ene efter det andet ind og ud af deforme kroppe i det ene mere bizarre tekststykke efter den anden.

Man kan sige meget om Tomas Lagermand Lundmes to første romaner, men de er ikke for sarte sjæle, og de udfordrer i den grad læserens grænser både kognitivt, sprogligt og moralsk, og det er vel ikke helt skidt? I hvert fald ikke, hvis man skal betegnes som nyklassikkere. Men kan de det?

Forhud er klart den mest interessante af de to, fordi den kompromisløst afdækker en pervers og forrået verden, som det heldigvis er de færreste forundt at færdes i. Den fik hurtigt efter udgivelsen status som en ’homoklassikker’, og som sådan er den stadig interessant. Men den er også interessant litteraturhistorisk, hvis man betragter Lagermand Lundmes måde at omgås kroppen sprogligt på. For det er ikke tilfældigt, at det er den af gode grunde hypede Bjørn Rasmussen, der er blevet sat til at lave et digt som prolog til Forhud. For Bjørn Rasmussen står i sit litterære projekt på skuldrene af Tomas Lagermand Lundmes tidligste bøger, når man ser på sprogets stramhed og konsekvens, men også den vildskab og optagetheden af den lækkende krop og det abjektale, som man finder hos dem begge. Og derfor er det interessant, at bogen er kommet i handlen igen. Nation Lisbeth tror jeg ikke, jeg ville have valgt at sendt i trykken igen, da den slet ikke har den friskhed og vildskab, som man stadig ved læsning 16 år efter debuten fornemmer, at Forhud har. Nation Lisbeth er provokerende, voldsom og grænseoverskridende, men provokationen taber pusten og bliver anstrengt og alt for meget, og så er der vel ikke rigtig tale om en nyklassikker?

Forhud
4af5_web

Nation Lisbeth
2 af 5