PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

24
sep

Genoplivet klassiker om begær, besættelse og død

BOGANMELDELSE:
Thomas Mann – Døden i Venedig

En aldrende forfatters længsel efter et, for ham selv, endnu ukendt aspekt af tilværelsen, leder ham til den forunderlige by, Venedig en varm sommer i år 1900. Her kryber forfatterens undertrykte seksualitet op til overfladen, da han forelsker sig i en 14-årig polsk dreng, som er på ferie med sine søstre. Uden på noget tidspunkt at udveksle et ord, blomstrer mandens kærlighed for den unge dreng, hvis fuldendte skønhed leder forfatteren på en rejse ind i besættelsens tragiske univers, samtidig med at Venedig rammes af en dødelig epidemi.
I år er det 100 år siden, Thomas Mann udgav klassikeren Døden i Venedig. 18. september udkommer bogen fra Gyldendal i en ny, lækker udgave.

Vi møder først Gustav Aschenback, en velkendt og anerkendt forfatter på 50, hvis kone døde kort efter deres ægteskab blev indgået og lod ham alene med parrets datter, i hjembyen, München. Her går han en aftentur på en lokal kirkegård og ser pludselig en mystisk fremmed. Aschenback beskriver ham som nærmest herskeragtig dyster, med farveløse øjne og med stråhat, som så ofte er et kendetegn i afbildninger af djævlen. Da Aschenback senere sidder på hotelterrassen i Venedig, gengiver han en lignende beskrivelse af en musiker i lygtepælens skær. Her forstår man, at denne djævelske fremmede på kirkegården i München var et tidligt varsel om den tragedie, der venter forfatteren.

På det historiske Grand Hôtel des Bains på Lidoen i Venedig ser Aschenback første gang den unge Tadzio. En 14-årig polsk dreng, hvis udseende minder ham om græske statuer og vækker æstetikerens begær efter skønheden. Aschenback bliver herefter mere og mere besat af drengen og bruger det meste af sin tid på at betragte ham lege på stranden.

Men ligesom i de græske tragedier, som der findes et utal af referencer til i bogen, er dette værk ikke en historie om en spirende forelskelse, men om besættelsens (over)magt og det fald, tabet af kontrol medfører for den besatte. Det er en historie om undertrykkelse. Og i takt med at Venedig tynges af pestens indtog, hvilket dens beboerne dog er blindt uvidende om, synes Aschenback at lide samme skæbne som byen.

Man kan også se fortællingen som en mere simpel historie om en forfatters forsøg på at bibeholde sin værdighed, trods den i datiden forargelige homo-erotiske tiltrækning af en alt for ung dreng. Men for mig er værket af en langt mere kompleks og dyb natur end som så. Fuld af niveauer, skjulte fortællinger og værdifulde referencer. Hovedpersonen Gustav Aschenback foretager en næsten allegorisk rejse fra en apollinsk selvkontrolleret tilværelse i München til en dionysisk sommer i Venedig, hvor den æstetiske besættelse og sansernes længsel får overtag. Bogen rummer en stærk mytologisk subtekst, og Aschenbacks betagelse af den unge Tadzio, er muligvis mest af alt hans forelskelse i den undertrykte del af sig selv. Hvordan man vælger at læse den må være op til den enkelte læser.

Men ét er sikkert: Mann skriver aldrig noget, der er ”lige ud af landevejen”. Ingen konklusioner er givet – der hentydes blot, og det med Manns helt unikke stil, der rummer de mest fantastiske detaljer og sproglige perler. Mann evner som kun få at frembringe stemninger, og trods sit voluminøse sprog, synes intet ord tilfældigt placeret. Hver især rummer de deres egen betydning og hvert navn sin egen historie.

Så er man, som mig, til de store, sammensatte fortællinger og sider lange beskrivelser af små øjeblikke – så er Mann mesteren, og man vil få lyst til at genlæse bogen så snart den sidste side er vendt, tage Odysseen og Iliaden ned fra hylden, blot for at komme nærmere en forståelse af nogle af bogens iboende historier.

Er man derimod mere til de direkte fortællinger og det minimalistiske sprog, vil Døden i Venedig nok synes en anelse for meget. Mann er en forfatter, der gerne bruger næsten en halv side på poetiske, dybe naturbeskrivelser i stedet for simpelthen at skrive: ”Solen stod op.”

5 af 5
[product id=”7177″]