PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

19
apr

Fringe – en konfettikanon af queerkultur

Der var dømt smæk for skillingen og én på opleveren (mindst), da Londons alternative Fringe! Gay Film Fest foldede sig ud for anden gang: Fire dages queerfestival spækket med film, performance, fest og kunst i en herlig pærevælling. Jeg har anmeldt to af filmene, og her er lidt om, hvad der i øvrigt skete på årets Fringe!

Gør-det-selv-festival
”Jeg er virkelig glad og virkelig træt,” smiler en synligt udmattet Alex Karotsch på festivalens sidste dag. Sammen med en håndfuld venner har han arrangeret, programmeret og koordineret festivalen, der startede som en reaktion på, at det britiske filminstitut i 2011 grundet nedskæringer kortede London Lesbian and Gay Film Festival ned med en hel uge.

”Sidste år fik vi stablet Fringe! på benene på kun to måneder og for næsten ingen penge. Men det var en kæmpe succes med massiv opbakning, så vi besluttede at gøre det igen i år,” fortæller Alex.

”Fringe” betyder på engelsk pynte-frynser, perifær og ukonventionel, og sammenlignet med LLGFF er Fringe! absolut både mere undergrund og artsy. Selvom film er omdrejningspunktet, er der lagt stor vægt på kunst, performance og sjove, sære events. Budgettet er desuden væsentlig mindre, og så er festivalen solidt forankret i lokalmiljøet. Fringe! er nemlig i høj grad afhængig af, at festivalens iværksætteriske Do-It-Yourself-ånd passer som fod i hose i det kreative homomiljø i Østlondon: En landsby af lækre hipstere, der glad og gerne byder deres talenter/caféer/indiebiografer til for at støtte op om begivenheden.

Med totalt udsolgte forestillinger og tætpakkede venues må Fringe! 2012 siges at være sliddet værd og endnu en fortjent fjer i festhatten for de flittige frivillige arrangører.

Udpluk fra årets program
Festivalprogrammet er bevidst ikke inddelt i temaer, så man må selv navigere rundt i de nogle-og-fyrre tilbud. Det kan virke uoverskueligt, men ved nærmere eftersyn kan man selv samle trådene i nogle overordnede kategorier.

Mange events er gratis, så det kan godt betale sig bare at kaste sig ud i det – man bliver aldrig rigtig skuffet. Alle venues ligger samlet indenfor gå- eller cykleafstand, og det er således også en glimrende anledning til at lære bydelen og en mængde fantastiske venues at kende.

Sex! Sex! Sex!
For de eksplicit sexfikserede var der mange gode sager på programmet. Post Porn Performances i Aubin Gallery bød på både dokumentar og live performance frisk fra postporn-scenen i Barcelona.

Filmen, My Sexuality Is An Artistic Creation, af Lucía Egaña Rojas, var et meget fint og sjovt indblik i denne interessante verden af højpandede, perverse akademikere med hang til proteser og offentlig onani, og anarkistiske queerpunkere, der bare gerne vil kneppe deres venner. Jeg måtte desværre skippe performancen af Diana Pornoterrorista til fordel for et andet event, men det kan kun have været spændende!

Åbningsfilmen, I Want Your Love, i den gode bio, Hackney Picturehouse, var fantastisk, og rejste vigtige spørgsmål om forholdet mellem sex på film og porno. Filmlektor Ryan Powells vældigt interessante foredrag, Liberation Porn, gennemgik bøssepornoens udvikling i 1970’ernes USA, og den betydning den fik for repræsentationen af bøsser på film.

Den danske Berlin-baserede fotograf Goodyn Greens pivfrække The Catalog var til salg i den klejne juicebar La Lumiere, som i anledning af festivalen var forvandlet til propfyldt lesbisk bar med (helt tomt) dark room.

Queer æstetik
Gratis kortfilm var der masser af – desværre ikke nogen, der for alvor imponerede. Serien Fashion Shorts om forholdet mellem mode og queer æstetik var ikke meget andet end en underlig omgang Bacardi-reklamer i slow motion med gladiatorlækre modeller. Det var ærgerligt, for det kunne faktisk have været rigtig spændende at se kritisk på, hvordan queers både arbejder med og undergraver modeindustriens krops- og skønhedsidealer. På plussiden tæller det, at visningen fandt sted på det gammeldags fancyfine hotel Town Hall i Bethnal Green.

Facing You, en af fire gratis kunstudstillinger, viste fine – om end meget få – queerportrætter på det hyggelige café-galleri Long White Cloud i Hackney. Amerikanske Vincent Gagliostros videoinstallation After Louie var desværre overraskende ensformig for en så prominent kunstveteran og AIDS-aktivist at være.

Community og historie
Aubin Cinema må være Londons mest intime og hyperkomfortabelt indrettede biograf, med store lænestole, puder og tæpper. Her nød jeg The Kids Are All Right-instruktøren Lisa Cholodenkos virkelig gode drama, High Art, fra 1998, som fik fornyet relevans af filmfeministen Sophie Mayers lyngennemgang af New Queer Cinema i anledning af genrens 20 års jubilæum. Stoffer, homosex og grunge kendetegner disse i-dit-fjæs-film, som nok er værd at tjekke nærmere ud.

Den lidt kedelige danske Allez af Marisol Ortiz og Oliver Tonning, om ung, lesbisk fægteklubsforelskelse, var én af seks kortfilm i kulturrummet XOYO, præsenteret af indiemagasinet Girls Like Us, og dedikeret til at diskutere lesbiske generationer. Desværre gik jeg her glip af den (også danske) Home for the Golden Gays, som ellers skulle være lidt af en perle.

Funny queers
Der var også god plads til spas og løjer imellem de alvorlige diskussioner. Katrina del Mars komplet vanvittige trilogi, Gang Girls, er et slagfærdigt eksempel: På rulleskøjter, surfbrædder, hesteryg, kørestol m.m. udkæmper storbarmede pige-bander fjollede glimmer-dueller i New York Citys gader/strande under paroler som: ‘None of us can do anything right but we all do it all day long!’ Det er ofte meget morsomt, om ikke andet på grund af de skamløse parodier på gangsterfilm, pornofilm, lesbiske og bandekultur.

Denne aften bød også på en præsentation af roller derby af babes fra London Roller Girls og var kurateret af The Most Cake, Londons bedste lebbeblog, hvis dejlige skribenter er
medarrangører af festivalen.

Lørdagens store fest – arrangeret af de legendariske klub-darlinger Dick&Fanny – blev holdt i en svedehytte af et multirum, The Camp Basement, til stor lykke for flere hundrede stive, glade festivalgængere.

For de morgenfriske/bagstive (desværre ikke denne anmelder) lød Tweet The Dawn som et perfekt arrangement at runde natten af med: i Hackneys højeste kirketårn kunne man få gratis økomorgenmad mens solen stod op, og sammen med forfattere twitte om kap med fuglene.

Fire dages Fringe! kan udmatte selv den mest entusiastiske festivalturist – og det kan varmt anbefales!