PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

13
feb

Franco keder med klichéer og crossdressing

FILMANMELDELSE: Maladies
Berlinalen 2013

Tidligere soap opera-skuespiller James er mildest talt gået i hundene. Stemmerne i hans hoved har taget styringen og han tilbringer dagene med at tåge rundt med sit kamera. Til stort påstyr for alle omkring ham. Kun når han jævnligt løfter telefonrøret for at lytte til den hylende ventetone, finder han ro. James bor, sammen med sin særprægede søster Patricia, hos James’ veninde Catherine. Patricia ynder at iklæde sig en lidt for billig paryk, ryge lidt for meget, stirre lidt for meget og foretage sig lidt for lidt. Cathrine er en kunstmaler, der nyder at crossdresse offentligt. Af og til dukker den ensomme, homoseksuelle nabo Delmar op for at låne lidt af deres selskab. Og nyde nærværet af James, som han har tabt sit hjerte til. James drømmer om at skrive en roman og en dag, hvor han er ekstra tænksom, foreslår han Cathrine, at de skal lave en pagt. En pagt, der sikrer ham, at hvis han dør, så færdiggør hun hans skriblerier og hvis hun dør, så færdiggør han hendes malerier. Hendes største bekymring viser sig at være, hvordan hun mon skal se ud på forfatterfotoet.

Franco fremstår fra første færd som værende sin rolle komplet ligegyldig. Klichéen om rollen som den tossede kunstertype, der siger sjove lyder og udbryder underlige ting er for overfladisk. Øv.

Eneste lyspunkt er Cathrine Keener. Heldigvis. For hun var det eneste, der afholdt mig fra følge flokken af utilfredse bio-gæster, der udvandrede i søgen efter en bedre film i programmet. Keener fremstår sympatisk, charmerende og omsorgsfuld. På skønneste vis også, trods sin crossdressing-lyster, den mindst sygeliggjorte af de fire hovedpersoner. Som en lille ekstra treat på den konto optræder bøsse-ikonet Alan Cumming i meget lille rolle, der forarget fnyser “Manladies!” i Cathrines åbne ansigt.

Maladies er en absolut sort og syret filmfortælling. Desværre på den irriterende og aldeles ucool måde. Potentialet til at kravle under huden på de løjerlige karakterer og fortælle en skæv historie er der. Men filmen fejler, fordi den gennemgående krampagtigt forsøger at inddrive beskueren med sære roller, intetsigende replikker og poetiske pausecitater. Det er for nemt at være sort uden at have en mening med galskaben.

2 af 5