PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

4
sep

Fodboldfilm fyldt med forstyrrende fnidder

FILMANMELDELSE: Kick Off

Kick Off er nyeste indskiftede, hvad angår homofilm med sports-twist. Men med intet andet at byde på end urene tacklinger og skud på stolpe, skulle fodboldkomedien måske være blevet på bænken.

For det starter så godt. Det tidligere fodboldhåb, Archer, er nu blevet anfører for et nyt og talentfuldt, men usigeligt bøsset hold, Platoon. Archer er mærket af hårde erfaringer med fodboldbranchens forhold til sin seksualitet, og derfor er træneren mere hysterisk end en drag til skoudsalg over tanken om, at nogen skal opdage holdets tilbøjeligheder. Ikke mindst da modspillerne viser sig at bestå af en flok hooligans på steroider.

Henvisninger til Justin Fashanu (læs mere her) og et par fine homofobi-pointer kommer på bordet, og det virker, trods den overgearede indpakning, ganske lovende. Men verdens længste femmands-kamp senere er alt tabt på gulvet. Vi bliver budt 10 irrelevante, forskellige småhistorier og slowmotion effekter fra Helvede. Der er ingen grænser for, hvor ligegyldigt det er, at angriberen har knaldet en kollega, eller at anføreren på det konkurrerende hold har en fem-årig, han ikke vil kendes ved.

I lovede os en film om bøsser og fodbold, så lav dog for #%¤?! en film om bøsser og fodbold! Ikke om plejefamilier, steroider, stoffer, utroskab og 117 andre ting, der heller ikke bliver hverken overbevisende eller respektfuldt behandlet på filmens 98 lidelsesfulde minutter. Øv!

2 af 5

1 Response

  1. Gerard S

    Jeg så denne film i London og den er hysterisk. Anmelderen har tydeligvist haft et totalt humor bypass