PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

22
apr

Festlig, men indforstået fan-fiction

FILMANMELDELSE: Valencia
BFI Flare 2014

For de uindviede: Michelle Tea er en queer forfatter, aktivist og multi-rebel, der i 90erne levede et vildt liv i San Franciscos sprudlende, eksperimenterende riot grrrl-miljø. Tea er stadig yderst arbejdsom, og har i dag et online magasin om (queer) moderskab, det udmærkede Mutha Magazine.

Der var altså masser at skrive om i hendes selvbiografi fra 2002, Valencia, og Tea har selv produceret filmatiseringen af samme navn, som er alle bogens tyve kapitler, instrueret af tyve forskellige queer instruktører. Filmen Valencia er en form for kærlig fan-fiction, og der er adskillelige queer-kendisser med (bl.a. dronningen af queer porno, Courtney Trouble). Tea og hendes elskere, kærester og venner spilles af nye personer i hvert kapitel, og det er et sjovt eksperiment, som man kan forestille sig passer godt til såvel bogens som periodens stil. Man får fornemmelsen af en søgende, ung sjæl, som ikke er bange for at kaste sig ud i risikable situationer med hjertet og fissen først, men som også har sine meningers mod og kraft.

Samtidig gør filmens fragmenterede stil det temmelig svært helt at finde hoved og hale i fortællingen – hvis der overhovedet er en. Det gør, at filmens tyve kapitler føles som ca. ti for mange. Miljøskildringerne af 90ernes riot grrrl-energi, dyke marches og tossede mode og et seriøst fedt mash-up af gid-Angelina Jolie-var-lebbe-klassikeren, Gia, tæller på plussiden. Men medmindre man er die hard Michelle Tea-fan, og kan nikke genkendende til de forskellige referencer til Teas liv og levned, vil filmen nok mest føles som en indforstået hyldest til en småsær kunstner.

2 af 5