PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

19
feb

En svingom med AIDS-angsten

FILMANMELDELSE: Test
Berlinalen 2014

San Francisco. 1985. AIDS epidemien har spredt sig med lynets hast og ingen ved, hvor dræbervirussen kommer fra. Men endelig er en test på vej, som kan afsløre, om du er HIV-positiv eller ej. Frankie (Scott Marlowe), en ung dupleant ved et prestigefyldt danseteater, bruger det meste af sin tid på at øve trin og træne sin krop, så han kan leve op til sin instruktørs ønske om at fremstå mindre “bøsset” og mere “mandig”. Hans ven, Todd (Matthew Risch), er allerede en etableret danser og da Frankie en dag endelig får chancen til at vise sine evner på de skrå brædder, hjælper Todd ham med at forberede sig.

Resten af sin tid bruger Frankie på at bekymre sig om “bøssepesten”, der allerede har kostet alt for mange mandeliv. Frygten for sygdommen har gjort de fleste seksuelt afholdne. For hvor kommer den fra? Paranoiaen spreder sig hurtigere end virussen selv; gemmer det sig i sex, sved, spyt, kys og berøringer? Eller er det nok blot at iføre sig en anden mands sokker? Uvisheden gør vanvittig. Tanken om pludselig at skulle se døden i øjnene. Skal man bare skide på det hele, kneppe løs og få det overstået? Eller leve et liv i cølibat med kronisk angst?

Efter en vild ecstacy-tur i byen ender Frankie i sengen med en mørkhåret charmetrold ved navn Walt (Kristoffer Cusick). Stofferne har fjernet Frankies selvkontrol og det ender med bareback mellem lagerne. Da han dagen efter indser hvad han har gjort, bliver han nervøs. Han leder febrilsk efter sygdomstegn på kroppen. Er hans svimmelhed og manglende fokus et symptom? Under dansepremieren sidder vi  og venter spændt på, at han mister fokus og kollapser i sin solopræstation á la Natalie Portman i Black Swan. Men intet sker. Som i resten af filmen. Det bliver aldrig til mere end en middelmådig fortælling. Det er visuelt dragende, men i perioder lige så intetsigende som Scott Marlowe er det i rollen som Frankie.

Instruktør Chris Mason Johnson er selv tidligere balletdanser og derfor undrer det ikke synderligt, at han finder sin inspiration dér. Men i det store hele er der bare alt, alt for meget moderne dans i Test. For mange armsving og benspjæt. Det bliver et sært mix af HIV-angst og dramatiske dansetrin, der lystigt tilføjes det ene 80er-hit efter det andet fra Frankies lækre, gule walkman. Det hele må ligesom ikke skal blive alt for trist. Men hvad skal det så? Det var trods alt AIDS, der var tale om. Test har ikke noget svar. Det eneste tankevækkende og humoristiske indslag er San Francisco-bøssernes mistro til kondomer. For som Frankie til sidst filosoferer: “Er dette mon begyndelsen på monogami-bølgen? Det mest unaturlige af alt?”.

3 af 5