PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

23
feb

En lebbe, en luder og en nonne går ind i en magtkamp

FILMANMELDELSE: Der letze Sommer der Reichen
Berlinalen 2015

De første fem minutter af Peter Kerns nye spillefilm, Der letzte Sommer der Reichen (De riges sidste sommer), minder mest af alt om en halvdårlig pornofilmsproduktion. Derefter bliver det kun mere mærkværdigt, på den gode måde, med et mix af teatralsk komedie og thriller, hvor man kan være sikker på at blive overrasket lige indtil rulleteksterne.

Efter den indledende scene, der foregår på et bordel, møder vi filmens hovedperson: hyper-kapitalisten og libertarianeren Hanna von Stezewitz (Amira Casar), som er chef for en stor modekoncern i Wien og i det hele taget befinder sig på toppen af de privilegeredes kransekage. Hun gør, hvad der passer hende, og har både politikere og kriminelle på lønningslisten. Hendes eneste problem er den gamle, døende bedstefar, som stadig ejer aktiemajoriteten i koncernen, som han i sin tid byggede op (godt hjulpet af sine kontakter hos nazisterne). Bedstefaren bifalder ikke sit barnebarns måde at drive familie-koncernen på – hun har mistet sine gode værdier ved at tilbringe alt for mange år i udlandet. Men inden bedstefaren når at gøre den ustyrlige Hanna arveløs, har hun arrangeret et lejemord hos sine kontakter på bordellet. Midt i alle planerne om den totale magtovertagelse, møder Hanna von Stezewitz for første gang kærligheden i karakter af den nonne (spillet af Nicole Gerdon), som har passet bedstefaren på dødslejet, og for en stund synes hun endelig at have fundet lykken.

Nedenunder filmens kludetæppe af genrer og sidehistorier ligger der en ubehageligt pessimistisk samfundskritik. I et samfund hvor kapitalismen er gået i selvsving og ikke spiller efter andre regler end dem, der bedst lader den magtfulde bevare magten, er det nemt at komme til at længes efter de gamle værdier og dyder, som i det mindste kan sikre os mod den fuldstændige normløshed, som Hanna von Stezewitz repræsenterer, når hun f.eks. skruppelløst voldtager en mindreårig pige. Kapitalisten har arvet sin magt (pengene) fra tidligere generationers nazistiske undertrykkelse, som hun tydeligvis tager afstand fra, men i sin iver for at gå imod fortidens nationalistiske og konservative ideologi, ender hun med at reproducere selvsamme undertrykkelsesmekanismer. Den eneste, som i Kerns univers kan tage kampen op mod kapitalisten, er nonnen, fordi hun både kender spillets regler og (stadig) har magten til at spille det. Pessimismen hos Kern peger på, at vi i kampen mod den undertrykkende kapitalisme kaster os tilbage i en nationalistisk og religiøs strategi, som vi har glemt konsekvenserne af, fordi den sidste “rigtige nazist” (bedstefaren) er død. De store tabere i fortællingen er som altid de fattige, immigranterne, som på ingen måde har mulighed for at tage del i spillet. Uanset om de lader sig føje eller tager kampen op, vil de blive ignorerede og tabe, fordi de ikke har midlerne til at spille spillet.

Med Der letzte Sommer der Reichen har Peter Kern instrueret en film, som man vil enten elske eller hade. Blandingen af genrer og det karikerede skuespil virker forvirrende og irriterende, men det passer alligevel perfekt som led i filmens grundfortælling om et samfund, hvor empatien og indlevelsen til stadighed må vige pladsen for det regelløse (skue)spil om magten, hvad end vi så iklæder os rollen som kapitalist eller nonne.

5 af 5